Mens Islamisk Stat (IS) hævder at stå bag et dødeligt angreb på en koncertsal i Moskva, har Ruslands præsident, Vladimir Putin, indtil nu i høj grad betonet en mulig forbindelse til Ukraine.
Mandag siger Putin dog ifølge nyhedsbureauet Reuters for første gang, at angrebet blev udført af "radikale islamister".
Men den russiske præsident fastholder ligeledes, at angrebet måske også er "en del af Kyiv-regimets angreb på Rusland".
Den beskyldning har den ukrainske regering pure afvist. Også Frankrig og USA har sagt, at efterretninger peger i retning af IS.
- Vi ved, at denne forbrydelse blev begået af radikale islamister, hvis ideologi den islamiske verden selv har bekæmpet i århundreder, siger Putin ifølge nyhedsbureauet AFP under et møde vist på tv.
Men Putin spørger samtidig, hvem der "bestilte" angrebet, skriver Reuters.
Den russiske præsident har flere gange fremhævet, at de fire hovedmistænkte blev overmandet i regionen Bryansk i det vestlige Rusland, og han har hævdet, at de var på vej mod Ukraine.
- Selvfølgelig er det nødvendigt at besvare spørgsmålet, hvorfor terroristerne forsøgte at tage til Ukraine efter at have begået forbrydelsen? Hvem ventede på dem der?, spørger Putin.
Tidligere mandag ville Kreml ikke udtale sig om en mulig forbindelse til Islamisk Stat.
Putin nævner ikke umiddelbart gruppen ved navn.
Det er en gruppe inden for Islamisk Stat ved navn IS-K, der har taget skylden for angrebet, hvor der ifølge russiske myndigheder blev dræbt 139 mennesker.
IS-K står for Islamisk Stat-Khorasan, som er en gruppe, der opstod i det østlige Afghanistan i slutningen af 2014. Det er en af de mest aktive regionale underafdelinger af Islamisk Stat.
Fire mænd er sigtet for angrebet og er de hovedmistænkte. Tre er blevet sigtet for at hjælpe med transport.
Under angrebet skød mænd med automatvåben mod koncertgængere i koncertsalen Crocus City Hall i Krasnogorsk i udkanten af Moskva, inden der blev sat ild til bygningen.
Kilde: /ritzau/