Udland

søn, 18 feb 2024

af Mikkel Preisler

Rusland hævder at have fuld kontrol med frontlinjeby

Rusland og Ukraine har gennem længere længere tid kæmpet om kontrollen med byen Avdijivka, som russerne nu hævder at have fuld kontrol med. Store dele af byen ligger i ruiner.
Rfe/Rl/Serhii Nuzhnenko/Reuters Rusland og Ukraine har gennem længere længere tid kæmpet om kontrollen med byen Avdijivka, som russerne nu hævder at have fuld kontrol med. Store dele af byen ligger i ruiner.

Rusland har nu "fuld kontrol" med byen Avdijivka i det østlige Ukraine.

Det har den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, meddelt Ruslands præsident, Vladimir Putin.

- Præsidenten lykønskede vores militær og krigere med denne vigtige sejr og succes, siger Putins talsmand, Dmitrij Peskov, ifølge statslige russiske nyhedsbureauer.

Ifølge Sjojgu udgjorde byen "et kraftfuldt forsvarspunkt for Ukraines væbnede styrker".

- Befrielsen af Avdijivka har gjort det muligt at skubbe frontlinjen væk fra Donetsk og dermed på betydelig vis sikre byen mod terrorangreb fra det kriminelle regime i Kyiv, lyder det i en meddelelse ifølge det statsstyrede russiske Tass.

De russiske styrker har forsøgt at indtage Avdijivka i månedsvis.

Den omstridte by ligger omkring ti kilometer nord for byen Donetsk, som er hovedby i regionen af samme navn.

Donetsk-regionen er en af fire ukrainske regioner, som Putin har erklæret som en del af Rusland.

Natten til lørdag meddelte Ukraine, at landet ville trække sine styrker tilbage fra Avdijivka. Den var på det tidspunkt omringet på tre sider af russerne.

Det er den største ændring på krigens front, siden russiske styrker indtog Bakhmut i maj 2023.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at tilbagetrækningen blev foretaget for "at redde vores soldaters liv".

Ukraines militær har udtalt, at en indtagelse af Avdijivka er blevet Ruslands vigtigste mål forud for toårsdagen for krigens begyndelse den 24. februar.

Kampen om Avdijivka har været en af de hidtil blodigste i krigen. Iagttagere har sammenlignet den med slaget om Bakhmut, hvor titusindvis af russere blev dræbt.

Ukrainske ledere siger, at situationen ved fronten er blevet stadigt mere vanskelig på grund af mangel på ammunition og optrappede russiske angreb.

Kilde: /ritzau/AFP

Andre læser også

Jarlov: Vil betyde krig med USA Rasmus Jarlov er klar i spyttet i forhold til Trumps seneste udtalelser om Grøn... Læs mere
Grønland vil afvise Trump : Nok er nok Efter Trumps udmelding om at ville annektere Grønland har partileder fået nok Læs mere
Trump vil annektere Grønland Donald Trumps udtalelser om Grønland vækker bekymring Læs mere
Prisen på guld i voldsom vækst : Investorer søger sikre alternativer og kigger mod ædelmetaller I en usikkertid begynder flere og flere investorer at købe guld og ædelmetalle... Læs mere
Putin støtter våbenhvile : I teorien Vladimir Putin afviser ikke amerikansk udspil til en våbenhvile - men Putin har... Læs mere