Udland

ons, 14 feb 2024

Sarkozy kan formentlig nøjes med fodlænke trods tabt ankesag

Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy ankommer til retten i Paris onsdag, hvor en appeldomstol skulle tage stilling til hans anke i en sag om ulovlig finansiering af valgkamp.
Bertrand Guay/Ritzau Scanpix Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy ankommer til retten i Paris onsdag, hvor en appeldomstol skulle tage stilling til hans anke i en sag om ulovlig finansiering af valgkamp.

Frankrigs ekspræsident Nicolas Sarkozy har onsdag tabt en ankesag om finansiering af sin valgkamp i 2012.

Sarkozy havde anket en dom på et års fængsel, som han fik i 2021.

Den har appeldomstolen stadfæstet, men har dog gjort halvdelen af straffen betinget.

Ekspræsidenten slipper efter alt at dømme for at skulle afsone bag tremmer.

Den halvdel af straffen, der ikke er betinget, vil formentlig blive afsonet på anden måde, såsom med fodlænke i hjemmet.

Sarkozy og hans daværende republikanske parti, UMP, var kendt skyldige i at have samarbejdet med et PR-firma om at skjule de reelle omkostninger ved hans valgkamp i 2012.

Anklagen mod ham lød på, at han har ladet PR-firmaet Bygmalion arrangere store shows og andre dyre former for valgkamp. Men kvitteringerne blev ifølge anklagerne sendt til UMP i stedet for til kampagnestaben.

Det skete angiveligt i et forsøg på at skjule de reelle omkostninger.

Frankrig har strikse regler for, hvor store beløb der må bruges til at føre valgkamp.

Anklagerne i sagen mener, at Sarkozy brugte 42,8 millioner euro (319 millioner kroner) på at føre valgkamp i 2012. Det er næsten dobbelt så mange penge som det højst tilladte.

Sarkozy har gennem hele forløbet fastholdt sin uskyld og bebrejdet folk i sin kampagnestab.

- Jeg valgte ikke nogen udbyder, jeg skrev ikke under på nogen kvitteringer, sagde han i retten.

Ifølge Sarkozys advokat vil ekspræsidenten anke onsdagens dom til Frankrigs højeste retsinstans, Cour de cassation.

På trods af en række anklager mod ham om blandt andet korruption, har Sarkozy fortsat indflydelse i konservative kredse i Frankrig. Han er også på god fod med den nuværende præsident, Emmanuel Macron.

Sarkozy var Frankrigs præsident fra 2007 til 2012.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

Dansk lånesystem sælges til biblioteker i både Tyskland og Sverige Systemet Cicero er senest blevet solgt til Stadsbiblioteket i Stockholm og dets ... Læs mere
Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere