Udland

fre, 02 aug 2024

af Mikkel Preisler

Sløv jobvækst i USA skaber bekymring for økonomien

Folk står i kø til jobkonference i Florida. Tallene for det amerikanske arbejdsmarked skuffer i juli. (Arkivfoto).
Joe Raedle/Ritzau Scanpix Folk står i kø til jobkonference i Florida. Tallene for det amerikanske arbejdsmarked skuffer i juli. (Arkivfoto).

Det går langsommere end ventet med den amerikanske jobvækst.

Antallet af beskæftigede uden for landbruget steg således i USA i juli med 114.000, viser tal fra det amerikanske beskæftigelsesministerium fredag.

Det peger i retning af en svækkelse af amerikansk økonomi.

Et panel af økonomer havde for nyhedsbureauet Reuters anslået, at beskæftigelsen ville være steget med 175.000.

Men i stedet blev der tale om et markant fald fra junitallene, som efter en revision landede på 179.000.

Der er tegn på en noget hårdere opbremsning i amerikansk økonomi.

Det mærkes navnlig inden for tech-sektoren, der de seneste dage har fået store smæk på de amerikanske børser.

Men det kan understøtte to eller måske flere rentesænkninger senere i år. Den første ventes i september.

Kristian Skriver, seniorøkonom hos Danske Erhverv, mener, at "lavere jobvækst giver grundlag for bekymringer om, hvorvidt USA's økonomi er på vej ind i en recession den kommende tid".

- Det lavere tempo på arbejdsmarkedet kombineret med lavere inflation styrker troen på, at Fed vil sænke renten flere gange i år, siger han i en skriftlig kommentar.

Samtidig med at jobvæksten skuffede, steg ledigheden til 4,3 procent. Den lå måneden forinden på 4,1 procent.

Dermed var der ifølge Reuters tale om den fjerde månedlige stigning i ledigheden i træk.

- Stort set alt i rapporten er til den svage side, vurderer Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank.

- Ringere jobskabelse end ventet, stigende ledighed og lønstigningerne lavere end ventet. Det lægger et endnu større pres på den amerikanske centralbank om at sænke renten, siger han i en skriftlig kommentar.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere
Konservative : Danmark skal have en sproglov Forsker : Det vil ingen effekt have på det sprog vi snakker til dag Læs mere