Udland

ons, 10 apr 2024

Tidligere colombiansk præsident tiltalt for bestikkelse af vidner

Alvaro Uribe er tiltalt for påvirkning af vidner. (Arkivfoto).
Lina Gasca/Ritzau Scanpix Alvaro Uribe er tiltalt for påvirkning af vidner. (Arkivfoto).

Den colombianske anklagemyndighed har rejst tiltale mod den indflydelsesrige tidligere præsident Alvaro Uribe for påvirkning af vidner.

Dermed er der lagt op til den første retssag mod et tidligere statsoverhoved i landets historie.

Uribe var præsident mellem 2002 og 2010.

Han anklages for at have påvirket vidner i forbindelse med en undersøgelse af mulige forbindelser til højreorienterede, paramilitære grupper.

Den 71-årige ekspræsidents påståede forbrydelser lyder ifølge anklagemyndigheden på "bestikkelse af vidner og proceduremæssig svindel".

Det fremgår af en pressemeddelelse, som ikke specificerer, hvornår retssagen begynder.

Tiltalepunkterne kan give op til otte års fængsel.

Undersøgelsen af Uribe begyndte i 2012.

Dengang var Uribe senator og indgav en klage over den venstreorienterede senator Ivan Cepeda.

Uribe beskyldte Cepeda for mod bedre vidende at forsøge at knytte ekspræsidenten til højreorienterede, paramilitære grupper.

Men landets højesteret besluttede sig for ikke at undersøge Cepeda og vendte i stedet blikket mod Uribe.

Herefter blev Uribe beskyldt for påvirkning af vidner - fængslede folk fra paramilitære grupper - i et forsøg på at få dem til at sige, at de ikke havde nogen form for kontakt til ham.

Den konservative politiker blev sat i husarrest i 2020, men løsladt to måneder senere, mens efterforskningen fortsatte.

Han har hele tiden fastholdt sin uskyld.

En domstol afviste i oktober en anmodning fra rigsadvokaten om at få sagen lukket.

Men efter at den nye rigsadvokat, Luz Camargo, kom til i marts, har sagen taget endnu en drejning, og rigsadvokaten har nu rejst tiltale.

Camargo var udvalgt på baggrund af en liste, som den venstreorienterede præsident, Gustavo Petro, havde leveret. Han har historisk set ikke været på venlig fod med mere højreorienterede Uribe.

Kilde: /ritzau/AFP

Andre læser også

Tesla leverer færre biler end ventet og aktien sendes nedad Tesla-leverancer ligger 8000 biler under forventning. Aktien daler, og analytike... Læs mere
Øget efterspørgsel får Emirates til at indsætte fragtfly fra København Et ugentligt fragtfly til og fra Københavns Lufthavn skal hjælpe Emirates med ... Læs mere
Endnu en socialdemokratisk borgmester stopper efter kommunalvalg Marcel Meijer (S) har besluttet sig for, at 12 år som borgmester må være nok ... Læs mere
Private må tilbyde taxakørsel på yderligere tre småøer På i alt 11 danske øer er det nu muligt for private at tilbyde kørsel mod bet... Læs mere
Mere end seks ud af ti nye biler er elektriske 61,5 procent af nyindregistrerede biler i december var elektriske. Det viser opg... Læs mere