Udland

tir, 04 mar 2025

Trumps toldmelding gør ondt på flere aktier

Der er ikke plads til flere forhandlinger, og toldsatser træder i kraft tirsdag, sagde Trump mandag på pressemøde. (Arkivfoto).
Mario Tama/Ritzau Scanpix Der er ikke plads til flere forhandlinger, og toldsatser træder i kraft tirsdag, sagde Trump mandag på pressemøde. (Arkivfoto).

At USA fortsat vil indføre 25 procent told på varer fra Canada og Mexico, har skubbet til bekymringerne om en handelskrig - og udløst et fald på aktiemarkedet.

Det skriver Reuters og MarketWire sent mandag aften dansk tid.

Ifølge Reuters ser blandt andet den amerikanske bilindustri mandag ud til at have taget et slag.

Bilfabrikanten General Motors, som har en stor del af sin produktion i Mexico, er således faldet 4 procent, mens Ford har set et fald på 1,7 procent.

Ifølge Gustavo Flores-Macias, som er professor i offentlig politik ved det amerikanske Cornell University, vil bilsektoren blandt andet blive ramt på grund af forstyrrelser i forsyningskæder, der krydser alle tre landegrænser.

- Men også på grund af den ventede stigning i prisen på biler, hvilket kan lægge en dæmper på efterspørgslen, siger han til Reuters.

På et pressemøde tidligere mandag aften bekræftede USA's præsident, Donald Trump, at USA tirsdag vil indføre 25 procent told på varer fra Canada og Mexico.

Der er ikke noget forhandlingsrum tilbage for, at de to nabolande kan indgå en aftale, lød det. Den nye told skal efter planen træde i kraft tirsdag morgen klokken 06.01 dansk tid.

USA importerede i 2023 varer fra de to lande for knap 900 milliarder dollar - omkring 6262 milliarder kroner.

Store aktieindeks som Dow Jones er efter meldingen faldet med 1,48 procent, og S&P har oplevet et fald på 1,76. Samtidig faldt tech-indekset Nasdaq Composite med 2,64 procent.

Inden for IT har chipgiganten Nvidia ifølge MarketWire set et fald på 8,7 procent, mens konkurrenten Broadcom blev trukket ned med 6,1 procent.

For Microsoft gjaldt det 2,1 procent og for Apple 1,6 procent, skriver finansmediet.

I en skriftlig kommentar til Ritzau kalder Søren Friis Larsen, som er USA-chef i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, Trumps toldtiltag for et "et kæmpe" økonomisk og politisk selvmål.

- En så høj toldmur omkring USA vil øge inflationen, skabe usikkerhed i markedet og føre til alvorlige modreaktioner fra USA's handelspartnere, som yderligere vil indskrænke den frie handel, skriver han.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Troels Lund: Meget alvorligt hvis USA trækker støtte til Ukraine Forsvarsministeren peger på, at Ukraine er afhængig af amerikanske missiler i ... Læs mere
Troels Lund vil støtte Ukraine med indefrosne russiske midler Regeringen har tøvet med at ville bruge flere indefrosne midler, men nu er det ... Læs mere
Professor: Verdens kriser gavner statsministeren Statsministeren har for første gang i to år fundet sin plads i dansk politik, ... Læs mere
Danmark vil koordinere fælles forsvarsindkøb med Finland Danmark og Finland vil fremskynde processen med at opruste militært, og det kan... Læs mere
Karin Liltorp skifter til Alternativet efter exit fra Moderaterne Det forhenværende medlem af Moderaterne, skifter til Alternativet, hvor hun tid... Læs mere