Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, siger lørdag i en tale ved sikkerhedskonferencen i München, at "europæerne må styrke den europæiske søjle i Nato," som er den transatlantiske forsvarsalliance.
Han understregede samtidig, at Europa må tage sig af dets egen sikkerhed - uanset udfaldet af det amerikanske præsidentvalg og udviklingen i krigen i Ukraine.
Samtidig sagde han, at Ukraine har behov for "markant mere finansiel støtte" fra EU-landene.
- Vi europære må tage os meget mere af vor egen sikkerhed - nu og i fremtiden, hed det i talen fra den tyske regeringschef på andendagen af den årlige sikkerhedskonference i München.
På konferencen, der er blevet kaldt "sikkerhedspolitikkens Davos", gjorde den tyske regeringschef det klart, at Tyskland - EU's største økonomi - har øget dets forsvarsudgifter til to procent af dets bruttonationalprodukt, bnp.
Forbundsrepublikken fører også drøftelser med Frankrig og Storbritannien om udvikling af langdistance-præcisionsvåben, som skal øge den strategiske afskrækkelseseffekt.
Scholz talte ved konferencen i München i Tyskland umiddelbart før den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Konferencen er stærkt præget af, at Donald Trump, som kan blive USA's næste præsident, for mindre end en uge siden udtalte, at han ikke vil forsvare Nato-allierede, hvis de "ikke har betalt regningen" til alliancen.
Udtalelsen har skabt stor furore både i Nato og i EU - blandt andet hos den indflydelsesrige EU-kommissær for det indre marked, franskmanden Thierry Breton.
- Vi kan ikke gamble med Europas sikkerhed hvert fjerde år. Det amerikanske demokrati er sygt, sagde Breton til fransk TV tidligere denne uge.
En ny måling fra Bertelsmann Stiftung i Tyskland viser, at en fælles europæisk forsvarspolitik i dag har flertalsopbakning på tværs af partigrænser: 87 procent af alle EU-borgere og 86 procent af tyskerne støtter idéen.
/ritzau/Reuters
Kilde: