Udland

ons, 03 apr 2024

Ugandas forfatningsdomstol fastholder lov mod homoseksualitet

Et forbud mod homoseksuelle i Uganda står fast trods internationale protester. (Arkivfoto).
Scanpix Et forbud mod homoseksuelle i Uganda står fast trods internationale protester. (Arkivfoto).

Ugandas forfatningsdomstol opretholder en lov mod homoseksualitet, der anses for at være en af de strengeste i verden.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Vi afviser at ophæve anti-homoseksualitetsloven fra 2023 i sin helhed, og vi vil heller ikke udstede et permanent forbud mod at opretholde den, siger dommer Richard Buteera onsdag.

Domstolen finder dog, at dele af loven er i "uoverensstemmelse med retten til sundhed samt privatliv og religionsfrihed".

Loven betyder, at man risikerer livstid for "homoseksuelle handlinger" - og dødsstraf i visse tilfælde.

Den blev vedtaget i maj sidste år under store protester fra LGBTQ+-forkæmpere, FN og vestlige lande.

Regeringen har dog holdt fast i loven og beskyldt Vesten for at forsøge at få landet til at acceptere homoseksualitet.

USA, som truede med at skære i støtten til Uganda, gav i december visaforbud til unavngivne embedsmænd for at krænke menneskerettigheder.

LGBTQ+-personer siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at loven har ført til en række krænkelser begået af både privatpersoner og myndigheder.

Onsdagens melding fra den ugandiske forfatningsdomstol kommer på anmodning fra to juraprofessorer, politikere og menneskerettighedsaktivister.

De havde anført, at loven krænker en række rettigheder, som er sikret i Ugandas forfatning.

Det gælder retten til privatliv samt ikke at blive diskrimineret.

Det blev i anmodningen også anført, at loven bryder Ugandas folkeretlige forpligtelser, heriblandt FN-konventionen mod tortur.

Domstolen begyndte at behandle sagen i december.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Endnu en minister fra Moderaterne vil i Folketinget Christina Egelund vil på stemmesedlen til næste folketingsvalg, der skal afhol... Læs mere
Løkke: Udvikling i Syrien vil få betydning for hele Mellemøsten Syriens præsident, Bashar al-Assad, har ifølge meldinger forladt Damaskus efte... Læs mere
Mette Frederiksen underskriver aftale med omstridt præsident Statsbesøg fra Egyptens præsident er blevet kritiseret, men Danmark har indgå... Læs mere
Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere