Udland

lør, 09 mar 2024

af Mikkel Preisler

USA godkender Wegovy til forebyggelse af hjerteanfald

Novo Nordisk har fået lov til at opdatere indlægssedlen på Wegovy i USA med, at præparatet også kan bruges til at forebygge hjerte-kar-sygdomme. (Arkivfoto).
Tom Little/Reuters Novo Nordisk har fået lov til at opdatere indlægssedlen på Wegovy i USA med, at præparatet også kan bruges til at forebygge hjerte-kar-sygdomme. (Arkivfoto).

USA's Fødevare- og Lægemiddelstyrelse (FDA) har givet grønt lys til, at Novo Nordisks vægttabsmedicin Wegovy også bliver brugt til at forebygge hjerte-kar-sygdomme.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Wegovy er blevet godkendt til "at reducere risikoen for dødsfald, hjerteanfald og slagtilfælde blandt voksne med hjerte-kar-sygdomme og enten fedme eller overvægt", siger FDA i en udtalelse.

Styrelsens beslutning kan få stor betydning for de omkring 70 procent af voksne personer i USA, som ifølge FDA enten er overvægtige eller fede. Med beslutningen er det nemlig sandsynligt, at antallet af personer, der kan få udgifterne til Wegovy dækket af deres forsikring, stiger betydeligt.

- Denne patientgruppe har en højere risiko for at dø at hjerte-kar-sygdomme eller for at få et hjerteanfald eller slagtilfælde, siger John Sharretts, som er direktør for FDAs Afdeling for Diabetes, Dyslipidæmi og Overvægt, i en udtalelse.

- At yde en behandlingsmulighed, som er dokumenteret for at sænke risikoen ved hjerte-kar-sygdomme, er et betydeligt fremskridt, siger han.

FDA's godkendelse er baseret på en international undersøgelse med 17.500 patienter, hvor omkring halvdelen er blevet givet Wegovy, mens den anden halvdel har fået placebo. Begge grupper modtog almindelig behandling for højt blodtryk og kolesterol, og begge grupper modtog rådgivning om sund livsstil i forhold til kost og motion.

Den gruppe, der fik Wegovy, havde 20 procent lavere risiko for eksempelvis at dø af hjerte-kar-sygdomme, at få ikke-dødelige hjerteanfald eller ikke-dødelige slagtilfælde.

Mens Wegovy har været godkendt til behandling af overvægt og fedme siden 2021, er der mange forsikrede amerikanere, der ikke kan få midlet dækket. En patientrettighedsorganisation ved navn Obesity Action Coalition siger, at den håber, at udvidelsen af brugen af Wegovy kan afhjælpe dette problem.

Forsikringsselskaber "burde have ydet dækning af antifedmemidler inden meddelelsen. Nu bør der ingen tvivl være om, at denne behandling skal dækkes. Der er liv på spil," siger organisationen.

Kilde: /Ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere