Udland

tor, 07 mar 2024

af Mikkel Preisler

Valgkamp spidser til: Trump vil stå over for Biden i debat

Den kontroversielle ekspræsident Donald Trump står over for fire straffesager, men nyder alligevel stadig stor opbakning, særligt fra arbejderklassen og hvide vælgere.
Marco Bello/Reuters Den kontroversielle ekspræsident Donald Trump står over for fire straffesager, men nyder alligevel stadig stor opbakning, særligt fra arbejderklassen og hvide vælgere.

Den republikanske ekspræsident Donald Trump opfordrer til debat mod den siddende amerikanske præsident, demokratiske Joe Biden.

Det sker i et opslag på Truth Social, Trumps eget sociale medie.

Opslaget kommer i kølvandet på Super Tuesday, hvor amerikanske vælgere i en række stater stemte om, hvem der skal være henholdsvis republikansk og demokratisk præsidentkandidat ved valget i november.

Her kommer de to med al sandsynlighed til at stå overfor hinanden i endnu en valgkamp.

- Det er vigtigt for Gud og for det amerikanske folk, at Joe Biden og jeg debatterer emner, der er vigtige for USA og for det amerikanske folk, lyder det fra Trump i opslaget.

- Jeg opfordrer til debatter til enhver tid, på ethvert sted, skriver ekspræsidenten i opslaget.

Primærvalgene i USA fortsætter, selv om Trumps sidste tilbageværende modkandidat Nikki Haley onsdag trak sig i kapløbet om til at blive Republikanernes præsidentkandidat.

Ved Super Tuesday blev der afholdt primærvalg i 15 amerikanske delstater og i territoriet Amerikansk Samoa.

Der resterer 30 primærvalg for Donald Trump. I nogle delstater vil valgene afvikles som et såkaldt caucus.

Den kontroversielle ekspræsident står over for fire straffesager, men nyder alligevel stadig stor opbakning, særligt fra arbejderklassen og hvide vælgere.

Det har været et par gode dage for Trump. Mandag afgjorde højesteret i USA, at delstater ikke kan fjerne Trump fra stemmesedlen på grund af hans rolle i stormen på Kongressen 6. januar 2021.

Vejen er dermed banet for, at Trump til november kan få revanche mod demokraternes Joe Biden, der vandt over Trump i 2020.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Kæmpe jordskælv i Thailand og Myanmar Thailand og Myanmar er i dag blevet ramt af et voldsomt jordskælv, der har medf... Læs mere
Volvo bruger AI og virtuelle miljøer til at forbedre sikkerheden Volvo går forrest i jagten på mere sikker kørsel – med banebrydende AI og v... Læs mere
Audi tager banebrydende skridt med virtuel styring i karrosseriproduktion Audi skaber verdensnyhed med virtuel produktionsstyring i karrosseriafdelingen o... Læs mere
Opel sætter ny standard for sædekomfort i Grandland og Astra Opel tager komfort og bæredygtighed til nye højder med avancerede ergonomiske ... Læs mere
Mercedes-Benz sætter ny standard for bæredygtighed med ny CLA-model Mercedes-Benz tager endnu et skridt mod en grønnere fremtid med lanceringen af ... Læs mere