Ukraine

lør, 27 apr 2024

Danmark investerer i ukrainsk våbenindustri: Håber andre følger med

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har lørdag været i Ukraine, hvor de blandt andet har holdt møde med Ukraines viceforsvarsminister.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har lørdag været i Ukraine, hvor de blandt andet har holdt møde med Ukraines viceforsvarsminister.

Det næste skridt i Danmarks planer om at finansiere donationer til Ukraine gennem investeringer i Ukraines egen forsvarsindustri er lørdag blevet taget.

Her har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) underskrevet en hensigtserklæring under et besøg i Ukraine.

Hensigtserklæringen skal være med til at udmønte de 200 millioner kroner, der foreløbig er blevet afsat til investeringer i blandt andet droner, missiler og artilleri. Men som skal produceres i Ukraine af ukrainske virksomheder og ikke i andre lande.

De 200 millioner kroner blev afsat i den 17. donationspakke til Ukraine, som blev annonceret 16. april.

Troels Lund Poulsen håber nu, at Danmarks initiativ kan inspirere andre lande til at investere i den ukrainske forsvarsindustri.

Han har allerede taget det op på internationale møder, siger han til Ritzau i Ukraine.

De 200 millioner kroner fra Danmark kan desuden ende med blot at være en begyndelse.

- Hvis det, Danmark gør nu, som vi gør som det første land i Europa, bliver en succes, så er vi også klar på at bruge flere ressourcer og lægge flere penge i den ukrainske forsvarsindustri, siger Troels Lund Poulsen.

Han kalder det en "afgørende forskel", at Ukraine selv fremover i højere grad kan producere landets militære udstyr.

- Først og fremmest vil det kunne blive leveret hurtigere til fronten. Og derudover vil det være meget lettere for dem at servicere og vedligeholde det.

Da donationspakken blev annonceret tidligere på måneden, blev Troels Lund Poulsen spurgt til risikoen for, at danske investeringer kan ende i de forkerte hænder i det korruptionsplagede Ukraine.

- Spørgsmålet om korruption har vi en bekymring for, og det bliver vi nødt til at diskutere, hvordan vi håndterer. Men omvendt kan det ikke nytte noget, at vi ikke tør at bevæge os videre, sagde Troels Lund Poulsen.

Han ville ikke udelukke på forhånd, at der "kan gemme sig noget", selv om man gør alt for at "følge pengene".

De to ministre har haft De Konservatives nye formand, Mona Juul, og forsvarsordfører Christian Friis Bach (R) med i Ukraine.

Tidligere har også andre partiformand og ordførere været med ministre i Ukraine.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Dansk lånesystem sælges til biblioteker i både Tyskland og Sverige Systemet Cicero er senest blevet solgt til Stadsbiblioteket i Stockholm og dets ... Læs mere
Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere