Ukraine

søn, 17 mar 2024

Første resultater peger som ventet på knusende Putin-sejr

Der tælles stemmer i Moskva efter lukning af stemmesteder søndag.
Evgenia Novozhenina/Reuters Der tælles stemmer i Moskva efter lukning af stemmesteder søndag.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, står som ventet til en knusende sejr ved det russiske præsidentvalg søndag.

Efter at valgstederne er lukket, viser de første officielle resultater ifølge nyhedsbureauet AFP, at omkring 88 procent af stemmerne er gået til den siddende russiske præsident.

Omkring en fjerdedel af valgstederne er optalt.

En valgstedsmåling giver ifølge nyhedsbureauet Reuters en lignende stensikker sejr til Putin, der således styrker sit greb om magten med en ny præsidentperiode på seks år.

Tre andre kandidater har fået lov til at stille op ved valget.

Men det har ikke været muligt at stemme på reelle modstandere af Putin og Ukraine-krigen, som Rusland indledte for to år siden.

Netop krigen har på flere måder påvirket valget, der er blevet afviklet over tre dage.

Flere russiske olieraffinaderier er i perioden blevet angrebet af Ukraine, og der har også været meldinger om proukrainske militsers indtrængen i russiske grænseregioner den seneste tid.

Det er femte gang, at nu 71-årige Putin vælges som præsident i Rusland, og siden 1999 har han enten været premierminister eller præsident i verdens arealmæssigt største land.

Med en ny præsidentperiode står Putin ifølge Reuters til at overhale Josef Stalin og blive den længst siddende leder i Rusland i over 200 år.

Den tidligere russiske leder Dmitrij Medvedev har søndag allerede lykønsket Putin med en "storartet sejr", og russisk stats-tv melder om "kolossal støtte til præsidenten" ifølge AFP.

Hverken den russiske opposition eller vestlige lande anser valget for at være frit eller retfærdigt.

Optakten til valget har blandt andet været præget af Putins politiske modstander Aleksej Navalnyjs død.

16. februar faldt Navalnyj om i en straffelejr i Sibirien, hvor han var i færd med at afsone domme på mere end 30 års fængsel i alt. Navalnyj-lejren beskylder Putin og den russiske regering for at stå bag. Det har regeringen afvist.

Udover Navalnyjs død har der været fokus på, at politikeren Boris Nadezjdin, der er imod krigen i Ukraine, ikke har fået lov at stille op.

Den russiske valgkommission afviste ham med den begrundelse, at den havde fundet fejl i indsamlingen af underskrifter.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Folketinget fraråder brug af kinesisk chatbot på Folketingets enheder Ligesom med TikTok fraråder Folketinget, at politikere og ansatte bruger ny kin... Læs mere
Langt færre breve får PostNord Danmarks omsætning til at falde PostNord Danmarks brevmængder faldt med 44 procent i fjerde kvartal sammenligne... Læs mere
Jysk har fået 5000 ansøgninger inden butiksåbninger i Marokko Detailkæden Jysk vil åbne to butikker i den marokkanske kystby Casablanca til ... Læs mere
Med ny støtte vil Danmark bakke op om UNRWAs arbejde og reformer Danmark fremrykker bidraget til palæstinensisk organisation og giver flere peng... Læs mere
Nordnet-kunde lagde ordre på en andens konto under sikkerhedsbrist Nordnet har ikke rapporteret nogen tilfælde af kunder, der har lidt økonomisk ... Læs mere