Ukraine

fre, 22 mar 2024

Rusland: Vi er i krig i Ukraine

Vi er i krig i Ukraine, siger præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov (billedet). Indtil nu har det ellers været forbudt i Rusland at kalde det russiske stormløb på nabolandet for en "krig". I stedet har man kun måttet omtale det som "en særlig militær operation". (Arkivfoto).
Sputnik/Reuters Vi er i krig i Ukraine, siger præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov (billedet). Indtil nu har det ellers været forbudt i Rusland at kalde det russiske stormløb på nabolandet for en "krig". I stedet har man kun måttet omtale det som "en særlig militær operation". (Arkivfoto).

Rusland er ikke mere aktør i en særlig militær operation i Ukraine, men i en krig som følge af Vestens engagement.

Det siger præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, ifølge det russiske nyhedsbureau Tass. Men han må kort efter korrigere sig selv.

Det starter med, at Tass citerer ham for at sige:

- Rusland er i krig, eftersom den vestlige deltagelse har gjort den særlige militære operation til krig.

Ordene er faldet i et interview til ugeavisen Argumenty i Fakty.

Men cirka en time efter kan Tass på ny citere ham. Denne gang ved at lade forstå, at hans ord måske kan misforstås.

- Kremls talsmand siger, at hans ord om den særlige operation, der er blevet til krig, ikke betyder en krigstilstand de jure, skriver Tass. "De jure" er et latinsk udtryk og betyder "ifølge loven".

Men krig er under alle omstændigheder det dominerende ord i det interview, som den erfarne talsmand har givet til Argumenty i Fakty.

- Vi er i krig, helt bestemt. Det startede som en særlig militær operation, men lige så snart, at en klike blev dannet, og det kollektive Vesten sluttede sig til den ukrainske side, så blev det en krig for os, siger han.

- Det er jeg overbevist om. Alle bør forstå det for at samle de indre kræfter, fastslår Peskov.

Rusland har siden invasionen i Ukraine 24. februar 2022 omtalt det storstilede angreb på nabolandet som en "særlig militær operation". Det har været forbudt i Rusland at omtale det som en krig.

Peskov citeres også for at sige, at Rusland er nødt til fuldt ud at "befri" dets "nye regioner". Det vil sige dem, der ligger i Ukraine, og som Rusland holder delvist besat.

- Vi har nu fire føderationsenheder. Og det vigtigste for os er at beskytte folk i disse enheder og at befri disse enheders territorium, som i øjeblikket de facto holdes besat af regimet i Kyiv, siger Peskov.

Det drejer sig om regionerne Donetsk, Luhansk, Zaporizjzja og Kherson.

Ukraine og store dele af det internationale samfund kalder Ruslands krig et forsøg på at erobre et andet lands territorium.

Ukraine siger, at det ikke vil søge fred, før de sidste russiske soldater har forladt ukrainsk jord.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere
Ministerium får skarp kritik for tilsyn med landbruget I alt to ministerier får kritik for tilsyn med landbrugets udledning af kvælst... Læs mere