Valg i USA

søn, 21 apr 2024

af Mikkel Preisler

Mens Trump betaler advokatregninger indsamler Biden flest penge

Ekspræsident Donald Trump står over for i alt fire straffesager, herunder sagen om tys-tys-penge, der mandag blev indledt i delstaten New York.
Jeenah Moon/Ritzau Scanpix Ekspræsident Donald Trump står over for i alt fire straffesager, herunder sagen om tys-tys-penge, der mandag blev indledt i delstaten New York.

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps kampagnestab melder natten til søndag dansk tid, at ekspræsidenten har indsamlet yderligere 15 millioner dollar til sin valgkamp i marts måned.

Det svarer til 105 millioner danske kroner og er ifølge nyhedsbureauet Reuters markant flere penge, end der blev indsamlet i den foregående måned.

Ekspræsidenten går efter at genindtage Det Hvide Hus, når USA skal til valg i november senere i år.

Trump har indtil videre sakket bagud i forhold til den siddende præsident, Joe Biden, som har indsamlet flere penge til sin valgkamp.

Bidens kampagne har indsamlet mere end 43 millioner dollar i marts måned og kunne dermed gå ind i april med i alt 85 millioner dollar i kassen. Det svarer til 595 millioner kroner.

Trump kampagnestab har oplyst, at der hos republikaneren står 45 millioner dollar på kontoen. Det svarer til 315 millioner kroner.

Tidligere har ekspræsidenten oplyst, at han i februar måned indsamlede 11 millioner dollar.

Ifølge hans politiske medarbejdere løb regningen til juridisk bistand i februar op i 3,6 millioner dollar. Det svarer til godt 25 millioner kroner.

Trump står over for i alt fire straffesager, herunder sagen om tys-tys-penge, der mandag blev indledt i delstaten New York.

Ifølge meningsmålinger er der udsigt til tæt løb mellem de to kandidater.

De indsamlede penge går til reklamer, kampagnemedarbejdere og vælgerarrangementer.

Det er dog ikke givet, at kandidaten med flest penge ender med at sejre. I 2016 rejste demokraten Hillary Clinton flere penge end Donald Trump, men republikaneren endte som bekendt med præsidenttitlen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere