Valg i USA

man, 25 mar 2024

Sag mod Trump om penge til pornostjerne starter i april

En straffesag mod Donald Trump om betaling af penge til pornoskuespilleren Stormy Daniels starter 14. april, har en domstol i New York afgjort mandag. (Arkivfoto).
Angela Weiss/Ritzau Scanpix En straffesag mod Donald Trump om betaling af penge til pornoskuespilleren Stormy Daniels starter 14. april, har en domstol i New York afgjort mandag. (Arkivfoto).

En straffesag mod den tidligere præsident Donald Trump om betaling af penge til pornoskuespilleren Stormy Daniels starter 15. april.

Datoen er mandag blevet fastsat af en domstol i New York, efter at Trumps advokater forsøgte at få den udskudt.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Advokaterne mente, at sagen skulle udskydes, fordi nye dokumenter er dukket op.

Dokumenterne indeholder blandt andet en forklaring, som Stormy Daniels skal have givet til FBI, siger de.

Trump er tiltalt for i 34 tilfælde at have forfalsket en række forretningspapirer. Han nægter sig skyldig.

Hans tidligere advokat Michael Cohen har forklaret, at han betalte 130.000 dollar - omkring 895.000 kroner - til Stormy Daniels, så hun ikke skulle afsløre detaljer om en affære, hun angiveligt havde med Trump i 2006.

Cohen har sagt, at han fik pengene refunderet af Trump.

Betalingen er i sig selv ikke ulovlig, men det kan bogføringen være. Anklagerne i sagen mener, at der blev fusket med regnskabsbøgerne for at dække over betalingen.

Udvælgelsen af en jury i sagen var egentlig fastsat til at skulle finde sted mandag, men en dommer valgte den 15. marts at skyde den med mindst 30 dage.

Det skete, efter at Trumps advokater anklagede sagens anklagere for at forsøge at gemme dokumenter af vejen, som potentielt kunne udfordre Cohens troværdighed.

Når sagen går i gang i næste måned, bliver den formentlig indledt som den første af flere sager mod Trump. Det er i hvert fald den eneste med en startdato på nuværende tidspunkt, skriver New York Times.

Sagen om betalingen til Stormy Daniels er kun en af i alt fire sager mod Trump.

I to af de tre øvrige sager anklages Trump for på ulovlig vis at forsøge at omgøre resultatet af præsidentvalget i 2020.

Her vil anklagemyndigheden i delstaten Georgia og i Washingtong D.C. have ham dømt i hver sin sag.

I den sidste sag er Trump anklaget i en sag i Florida, der handler om håndteringen af hemmeligstemplede dokumenter.

Trump, som står til at blive Republikanernes præsidentkandidat ved valget i november, nægter sig skyldig i alle anklagerne.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere
Ministerium får skarp kritik for tilsyn med landbruget I alt to ministerier får kritik for tilsyn med landbrugets udledning af kvælst... Læs mere