Vejret

fre, 26 apr 2024

DMI forventer vådeste april i mindst 150 år

Særligt i begyndelsen af april var der nogle våde dage. Det er med til at give usædvanligt meget nedbør i april samlet set. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Særligt i begyndelsen af april var der nogle våde dage. Det er med til at give usædvanligt meget nedbør i april samlet set. (Arkivfoto).

Der er stor sandsynlighed for, at en 88 år gammel nedbørsrekord bliver slået i løbet af fredag.

Det vurderer Mikael Scharling, som er klimatolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Fredag klokken 9.00 er der hidtil i april faldet 94,9 millimeter, og der er udsigt til mere regn i løbet af dagen.

Den vådeste april, som nogensinde er målt i Danmark, var i 1936, hvor der faldt 98 millimeter.

- Når vi sammenholder de mængder af nedbør, som meteorologerne forventer, med det, vi er nået op på allerede, så regner vi med, at vi vil slå den gamle rekord i løbet af eftermiddagen, siger Mikael Scharling.

April er normalt blandt de tørreste måneder, og nedbørsrekorden er da også den laveste sammenlignet med de 11 øvrige måneders nedbørsrekorder.

Den laveste nedbørsmængde i april blev målt i 1893 og 1974. Begge år faldt der 3,0 millimeter.

De nationale nedbørsmålinger går tilbage til 1874. Altså 150 år.

Særligt i begyndelsen af april var der nogle usædvanligt våde dage. De dage kunne også være faldet i marts, og derfor handler det også om tilfældigheder, forklarer Mikael Scharling.

Men det er også et udtryk for, at klimaforandringer skaber ændringer i vejrsystemerne.

- Klimaændringerne gør, at vi får nogle mere fastlåste vejrsystemer, så vi får lang tid med tørke og lang tid med nedbør. Derfor får vi også flere både temperaturrekorder og nedbørsrekorder, siger Mikael Scharling.

Han nævner også den usædvanligt tørre sommer i 2018 og tørkeperioden i løbet af maj og juni i 2023 som eksempler på fastlåste vejrsystemer.

Hvis nedbørsrekorden ikke skulle blive slået i løbet af fredag, kommer et nyt lavtryk ind over Danmark søndag, siger Mikael Scharling. Her vil der igen være mulighed for regn.

I 2023 blev der slået to nedbørsrekorder, da både januar og juli blev de vådeste målt med henholdsvis 124,5 millimeter og 140,8 millimeter. Det fremgår af dmi.dk.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

EU har fastlagt mandat for bistand til fattigste lande på klimatopmøde EU vil fokusere på at få rejst privat kapital til klimafinansiering på klimat... Læs mere
ATP vil lave færre klimainvesteringer efter grønne fejlskud ATP-direktør siger, at mange grønne investeringer slet ikke overvejes, "fordi ... Læs mere
Fordelingen af statslige arbejdspladser i landet er uændret Vi er ikke nået i mål med at skabe bedre balance i fordelingen af statslige ar... Læs mere
Konservative vil have domstole til at smide kriminelle ud af boliger For at ramme bandemedlemmer hårdere skal domstole kunne smide kriminelle ud af ... Læs mere
Økonomista udvider ejerkredsen med Media Group Danmark Pengemagasinet Økonomista, der fokuserer på at formidle økonomi til kvinder, ... Læs mere