Vejret

tor, 05 sep 2024

Stormflodssikring af København kan koste 13 milliarder

Stormfloder omkring København kan blive en meter højere i løbet af de næste 100 år. (Arkivfoto).
Linda Kastrup/Ritzau Scanpix Stormfloder omkring København kan blive en meter højere i løbet af de næste 100 år. (Arkivfoto).

En komplet stormflodssikring af København vil koste mellem 12 og 13 milliarder kroner.

Det vurderer en ny rapport, Sund og Bælt har offentliggjort torsdag.

Rapporten er udarbejdet i erkendelsen af, at klimaforandringerne vil øge omfanget af stormfloder den kommende tid.

DMI og Kystdirektoratet har vurderet, at stormfloder om 100 år kan være en meter højere end i dag.

Det vil true store dele af hovedstaden.

Sund og Bælt og Transportministeriet har derfor igangsat et forarbejde til en omfattende kystsikring af Københavns-området fra Hvidovre over Dragør til Nordhavn.

Undersøgelsen præsenterer tre forskellige modeller for stormflodssikringen.

Alle tre indeholder en blanding af diger bygget af jord og kystlandskaber, betonanlæg og stålkonstruktioner samt mekanisk styrede porte.

Prisen varierer mellem 12 og 13 milliarder kroner.

Hos teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) modtages rapporten med glæde.

- Vi har både mennesker, kulturelle værdier og en vigtig infrastruktur, som vi ønsker at beskytte mod de tunge vandmasser, siger hun i en pressemeddelelse.

Hele strækningen om København er omkring 60 kilometer, og stormflodssikringen vil være et omfattende anlæg.

- Nogle af anlæggene i rapporten vil fylde meget i byrummet, og vi skal derfor finde ud af, hvordan vi undgår, at byen og borgerne begrænses, når vi sikrer København, siger Line Barfod videre.

Teknik- og miljøborgmesteren varsler derfor, at der skal ske borgerinddragelse, når den konkrete udformning af sikringen skal foregå.

Borgmestrene for Hvidovre og Dragør er opmærksomme på, at der sikres en retfærdig model for finansieringen af projektet, der skal sikre hele hovedstaden.

- Det skal ikke ende med, at det er nogle få borgere og kommuner, der hænger på en milliardregning, lyder det i en pressemeddelelse fra Andreas Wolf Andresen, borgmester i Hvidovre.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere