Årsregnskab

fre, 28 apr 2023

Danske Bank næsten fordobler sit overskud

FILES-DENMARK-ESTONIA-BANKING-CORRUPTION (Raigo Pajula/Ritzau Scanpix)

Stigende renter har givet Danske Bank en forrygende start på året.

I løbet af årets første tre måneder har man således tjent 5,2 milliarder kroner. Det er næsten en fordobling af resultatet i samme periode sidste år. Det viser bankens regnskab fredag. - I årets første kvartal var der fortsat god kundeaktivitet på tværs af vores forretning og en yderligere forbedring af tendensen for tilgangen af privatkunder i Danmark, siger bankens topchef, Carsten Egeriis, i en meddelelse. Ifølge FinansWatch er det Danske Banks bedste kvartalsmæssige resultat siden fjerde kvartal i 2017. Danske Banks samlede renteindtægter for perioden er landet på godt otte milliarder kroner. Det er 2,4 milliarder mere end i samme periode sidste år. De gode nyheder kommer efter en række år, hvor banken har været mest kendt for negative overskrifter. Særligt den estiske hvidvasksag har spændt ben på Danske Bank. Sagen, der handler om manglende kontrol med mistænkelige pengeoverførsler gennem bankens afdeling i Estland, endte i seneste regnskabsår med at koste et større milliardbeløb. I december 2022 indgik banken nemlig en aftale med de amerikanske og danske myndigheder om at betale sammenlagt 15,3 milliarder kroner i bøder og konfiskation. Men det regner man altså med at hente ind i 2023 - og mere til. I forbindelse med en opjustering tidligere i april løftede man sine forventninger til resten af året. Tidligere forventede man et overskud på mellem 15 og 17 milliarder kroner. Intervallet hedder nu 16,5 til 18,5 milliarder kroner. Topchefen minder dog om, at der fortsat hersker stor usikkerhed globalt set, og at bankkrisen, der udspillede sig i årets første tre måneder, var med til at øge den usikkerhed. Flere regionale banker i USA krakkede, som følge af at deres kunder trak stor summer ud. Det samme skete for den schweiziske bank Credit Suisse, der er blevet kastet ind i et tvangsægteskab med sin landsmand, banken UBS, for at redde sig selv. - Der blev sat spørgsmålstegn ved bankernes likviditet og den finansielle stabilitet generelt, siger topchefen. - Under disse omstændigheder er det en klar fordel for vores interessenter, at vores udlånsportefølje har en solid kreditkvalitet, at vi har en tilstrækkelig likviditetsbuffer, og at vi har et solidt kapitalgrundlag. /ritzau/

Andre læser også

EU har fastlagt mandat for bistand til fattigste lande på klimatopmøde EU vil fokusere på at få rejst privat kapital til klimafinansiering på klimat... Læs mere
ATP vil lave færre klimainvesteringer efter grønne fejlskud ATP-direktør siger, at mange grønne investeringer slet ikke overvejes, "fordi ... Læs mere
Fordelingen af statslige arbejdspladser i landet er uændret Vi er ikke nået i mål med at skabe bedre balance i fordelingen af statslige ar... Læs mere
Konservative vil have domstole til at smide kriminelle ud af boliger For at ramme bandemedlemmer hårdere skal domstole kunne smide kriminelle ud af ... Læs mere
Økonomista udvider ejerkredsen med Media Group Danmark Pengemagasinet Økonomista, der fokuserer på at formidle økonomi til kvinder, ... Læs mere