Nyheder

tir, 06 jun 2023

Andel Energi siger farvel til direktør: Vil have ny profil

Elinstallationer (Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Der skal findes en ny administrerende direktør i et af landets største energiselskaber.

Tirsdag oplyser Andel i en pressemeddelelse, at den administrerende direktør i datterselskabet Andel Energi, Ole Vestergaard, fratræder per dags dato.

Baggrunden for fratrædelsen er, at Andel ønsker at styrke den ledelsesmæssige styring og resultatskabelse i Andel Energi, lyder det.

- Vi har de seneste år gennemført en omfattende strategisk fokusering af vores kommercielle energisalg med det formål at sikre en solid resultatudvikling og en stærk værdiskabelse inden for vores kundeløsninger i Andel Energi, siger administrerende direktør i Andel Jesper Hjulmand i en pressemeddelelse.

- Vi vurderer i den forbindelse, at der er brug for en ny profil på direktørposten til at drive Andel Energi videre. Det sker sideløbende med stor respekt og anerkendelse for Ole Vestergaards indsats i Andel gennem årene, hvor Andels energisalg har udviklet sig fra en regional spiller til landets største handelsselskab med 1,2 millioner kunder.

Andel oplyser, at man har sat gang i en rekrutteringsproces for at finde en ny direktør.

Andel Energi har over 400 medarbejdere og hovedsæde i Svinninge på Vestsjælland. Virksomheden fik sit nuværende navn i maj sidste år. Før hed det SEAS-NVE.

Ole Vestergaard nåede at være administrerende direktør i virksomheden i to år og ni måneder efter at være tiltrådt i september 2020.

Moderselskabet Andel præsenterede i slutningen af april et årsregnskab for 2022, der viste et overskud på 8,3 milliarder. Det var dog ikke på grund af Andel Energi, der kom ud af 2022 med et driftsunderskud på 324 millioner kroner.

/ritzau/

Andre læser også

Kinesiske Bytedance: TikTok er ikke til salg Ny lov i USA pålægger ByteDance hurtigt at afvikle sin andel i TikTok. Ellers ... Læs mere
Kong Frederik skal åbne den nye metro til Sydhavn og Valby Efter knap seks års anlægsarbejde er fem nye metrostationer klar til at åbne ... Læs mere
Internt brev afslører at Folketinget brød lov ved mail-snageri Snageri i folketingsmedlemmers e-mail er mere alvorlig end hidtil meldt ud af Fo... Læs mere
Domstol udsteder arrestordre på ukrainsk landbrugsminister Den ukrainske landbrugsminister Mykola Solskyj er anklaget i en sag om ulovligt ... Læs mere