Tech

fre, 26 apr 2024

Kinesiske Bytedance: TikTok er ikke til salg

TikTok kan snart være fortid i USA, medmindre det kinesiske moderselskab ByteDance trækker sig fra det uhyre populære sociale medie. Det er indholdet i ny amerikansk lov. Men vi sælger ikke, siger ByteDance.
Dado Ruvic/Reuters TikTok kan snart være fortid i USA, medmindre det kinesiske moderselskab ByteDance trækker sig fra det uhyre populære sociale medie. Det er indholdet i ny amerikansk lov. Men vi sælger ikke, siger ByteDance.

Den kinesiske techgigant ByteDance, der ejer TikTok, agter ikke at afhænde det populære sociale medie.

- ByteDance har ingen planer om at sælge TikTok, skriver selskabet fredag på Toutiao, en kinesisk-sproget platform, som det selv ejer.

Det er beskeden, efter USA's kongres i denne uge har vedtaget en lov, der pålægger Bytedance at trække sine investeringer i TikTok. Sker det ikke, vil TikTok blive forbudt i hele USA.

De amerikanske lovgivere har med henvisning til nationens sikkerhed givet ByteDance en frist på ni måneder til at efterleve den amerikanske lov.

USA's myndigheder frygter, at den høst af data, som ByteDance gør med det uhyre populære TikTok, navnlig blandt unge, kan bruges af Kina til spionage og propaganda.

Nyhedsmediet The Information, der i USA fokuserer på technyheder, hævder, at ByteDance er i gang med at opstille scenarier for et eventuelt salg. Men det gælder ikke for den kraftfulde algoritme, der anbefaler videoer til TikToks mere end en milliard brugere rundt om i verden.

Det afvises af ByteDance.

- Udenlandske medieoplysninger om, at ByteDance afsøger et salg af TikTok, er usande, hedder det.

TikTok har i årevis været et kontroversielt emne i USA. Tidligere præsident Donald Trump forsøgte uden held at forbyde tjenesten.

TikTok har omvendt igen og igen benægtet, at det er tæt på Kinas regering, og at det vil dele data med det kinesiske regime.

Kilde: /ritzau/AFP

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere