Andre nyheder

fre, 06 dec 2024

Ambassadør ser Egypten som nøglespiller trods kritik

Den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, besøger fredag Danmark. Ifølge den danske ambassadør i Egypten er præsidenten fra "et nøgleland".
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, besøger fredag Danmark. Ifølge den danske ambassadør i Egypten er præsidenten fra "et nøgleland".

Egypten er en nøglespiller både lige nu men også, når det kommer til den fremtid, som Danmark gerne vil skabe.

Sådan lyder det fra Danmarks ambassadør i landet, Anne Dorte Riggelsen.

- Egypten er et nøgleland. Ikke blot i Mellemøsten, hvor landet forsøger at få stabilitet i en region, der på mange måder ikke har haft det værre i mange år. Men Egypten er også et afrikansk land, siger hun.

Det betyder ifølge ambassadøren, at Egypten har en særlig indgang til resten af Afrika.

Fredag lægger Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, vejen forbi Danmark. al-Sisi tog magten ved et kup i Egypten i 2013.

Han blev formelt valgt som præsident i 2014, og han er siden blevet genvalgt med mere end 89 procent af stemmerne.

Præsidenten er blevet kritiseret for sin behandling af politiske modstandere, og han er blevet beskyldt for brud på menneskerettighederne.

Kritikere mener, at besøget i Danmark legitimerer præsidentens politik. Men det er den danske ambassadør uenig i.

- Vi legitimerer det partnerskab, vi har med Egypten. Danmark har bestemt vores holdninger intakt, når det kommer til menneskerettigheder og lignende dagsordener. Det har vi, og det tager vi også op med Egypten, siger hun.

Ifølge ambassadøren vil Danmark og Egypten fredag indgå en aftale, som blandt andet betyder, at de to landes menneskerettighedsinstitutter samarbejder.

Udover samarbejdet mellem menneskerettighedsinstitutter dækker aftalen ifølge ambassadøren også en række andre områder, hvor Danmark og Egypten vil indgå i et partnerskab.

- Hvorfor nu, kan man så spørge? Det er fordi verden er i brand, og Egypten er et af de lande, der virkelig prøver at stabilisere Mellemøsten, således at det ikke går ud over verdenshandlen, og alt det vores åbne økonomi er afhængig af, siger hun.

Fredagens besøg rundes af med et gallataffel på Christiansborg Slot.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Minister vil se på om værft kan servicere skyggeflåde og søværnet Skibe fra søværnet serviceres på dansk værft side om side med skibe, som und... Læs mere
Fitnesskæde får bøde på 600.000 kroner for vildledning af forbrugere Arca gjorde ikke tydeligt opmærksom på, at man blev tilmeldt et løbende abonn... Læs mere
Danske kampfly og skibe bidrager til overvågning i Østersøen Danmark bidrager til Nato-indsats med blandt andet fly og skibe, oplyser Forsvar... Læs mere
Myndigheder får lettere ved at håndtere forbud mod ulovlige bander Politi og øvrige myndigheder skal med ny lov få bedre muligheder for at sætte... Læs mere
Medier: Ansatte har i flere år oplevet seksuel chikane i advokatfirma Djøf mener, at der er tale om et alvorligt ledelsessvigt i Plesner. Ledende par... Læs mere