Andre nyheder

søn, 17 mar 2024

Bastarden snupper fire statuetter ved årets Bodilpris

Mads Mikkelsen løb med prisen som Bedste Mandlige Hovedrolle ved årets Bodilpris.
Claus Bech/Ritzau Scanpix Mads Mikkelsen løb med prisen som Bedste Mandlige Hovedrolle ved årets Bodilpris.

"Bastarden" blev aftenens store vinder, da der lørdag aften blev uddelt en række statuetter ved årets uddeling af Bodilprisen.

En af de største priser, Bedste Film, gik til "Bastarden", der er instrueret af Nikolaj Arcel.

Også filmens hovedrolleindehaver, Mads Mikkelsen, blev hædret. Han løb med prisen som Bedste Mandlige Hovedrolle.

I "Bastarden" indtager Mads Mikkelsen rollen som den fattige soldat Ludvig Kahlen, der ønsker at følge kongens kald om at opdyrke den jyske hede.

Men godsejeren Frederik de Schinkel, skildret af Simon Bennebjerg, mener, at han ejer heden, og det fører til fjendskab mellem de to.

I komitéens begrundelse, for at "Bastarden" løber med prisen for Bedste Film, lyder det blandt andet, at filmen er "en fantastisk flot produktion".

- Men den lykkes først og fremmest, fordi den har lige så meget hjerte og nærvær, som den har smukke skud ud over vidderne.

- Og med prisen sender vi et lønligt håb om, at Nikolaj Arcel bliver ved med at lave Hollywood-film … i Danmark. Livet handler måske ikke om anerkendelse af store bedrifter. Men i aften gør, skriver Bodilkomitéen i en pressemeddelelse.

Det er fjerde gang, at Mads Mikkelsen vinder en Bodil for Bedste Mandlige Hovedrolle. Han har tidligere vundet med filmene "Pusher 2", "Jagten" og senest "Druk".

Rasmus Videbæk, der også er en del af holdet bag "Bastarden", snuppede prisen for Bedste Fotograf, mens Jette Lehmann modtog Henning Bahs-prisen for årets filmscenografi for "Bastarden".

Amanda Collin, der også er med i filmen, var nomineret til Bedste Kvindelige Birolle, mens Simon Bennebjerg var nomineret til Bedste Mandlige Birolle.

For sin rolle som Tove Ditlevsen i filmen "Toves værelse" modtog Paprika Steen prisen for Bedste Kvindelige Hovedrolle, mens Bedste Kvindelige Birolle gik til Jessica Dinnage for filmen "Ustyrlig".

Sara Isabella Jønsson vandt sammen med Malou Reymann prisen for Bedste Manuskript for "Ustyrlig".

"Bastarden" vandt også en række priser ved årets prisuddeling af Robert Prisen. Blandt andet for Årets Danske Spillefilm og Årets Mandlige Hovedrolle.

Bodilprisen uddeles af Danske Filmkritikere. Det er Danmarks ældste filmpris og blev uddelt første gang i april 1948.

Statuetten er opkaldt efter de to danske skuespillere Bodil Kjer og Bodil Ipsen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere