Andre nyheder

tor, 19 sep 2024

Bødskov beder om advokathjælp efter Scandinavian Star-rapport

Erhvervsminister Morten Bødskov deltager onsdag i en høring om "Scandinavian Star"-taskforcens konklusioner i Landstingssalen på Christiansborg.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Erhvervsminister Morten Bødskov deltager onsdag i en høring om "Scandinavian Star"-taskforcens konklusioner i Landstingssalen på Christiansborg.

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) vil bede om vejledning hos Kammeradvokaten som følge af en redegørelse fra en politisk nedsat taskforce om branden på færgen "Scandinavian Star" i 1990.

Det siger han under en høring om redegørelsen på Christiansborg onsdag.

Her nævner han, at der verserer sager hos domstolene vedrørende Søfartsstyrelsens mulige ansvar i den dødbringende brand.

- Vi vil derfor bede Kammeradvokaten om en vurdering af, hvordan redegørelsen påvirker de verserende sager, siger Morten Bødskov under høringen.

Taskforcens redegørelse blev offentliggjort fredag efter knap tre års arbejde.

Den vurderer, at hvis Søfartsstyrelsen havde foretaget en såkaldt havnestatskontrol af "Scandinavian Star" i april 1990, havde passagererne haft bedre overlevelseschancer i den efterfølgende brand. 159 passagerer døde som følge af branden.

Tilbage i april meddelte Søfartsstyrelsen, at en gruppe overlevende og pårørende havde fået afvist et krav om erstatning hos netop Søfartsstyrelsen.

Efterfølgende valgte gruppen af overlevende og pårørende at sagsøge Søfartsstyrelsen.

De kommende sager behandles samlet, og retssagen bliver betalt af staten, da de 45 overlevende og pårørende har fået bevilget fri proces. Advokat Mads Pramming kræver på vegne af de berørte godtgørelse på 450.000 kroner til hver person fra den danske stat.

Mads Pramming sagde fredag til Politiken, at den nye redegørelse om "Scandinavian Star"-ulykken har "stor betydning" for retssagen.

- Det er virkelig en rapport, som får stor betydning for retssagen, når det slås fast, at Søfartsstyrelsen skulle have været om bord og kontrolleret skibet, sagde advokaten til Politiken.

Søfartsstyrelsen hører under Erhvervsministeriets ressort.

Ministeriet er fortsat "i fuld gang" med at "forholde os grundigt til redegørelsen", lyder det fra Morten Bødskov.

- Så vi kan se på, hvad det giver anledning til, siger han.

Han nævner, at redegørelsen også rejser "vigtige spørgsmål om myndighedshabilitet", som Erhvervsministeriet og Justitsministeriet i samarbejde er ved at se på.

Ifølge justitsminister Peter Hummelgaard (S), der også deltager i høringen, kan taskforcens vurdering af myndighedshabilitet have "temmelig vidtrækkende konsekvenser".

Hverken i pausen eller efter mødet var det muligt at få uddybende svar fra Morten Bødskov, der forlod høringen uden at svare på spørgsmål fra pressen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Troels Lund kalder Rusland-advarsel for propagandakampagne Rusland har omtalt Danmarks Ukraine-støtte. Ingen "direkte militær trussel" fr... Læs mere
Lufthavnsansatte kræver mere handling mod luftforurening De ansatte i Københavns Lufthavn ser blandt andet gerne, at fly i lufthavnen sk... Læs mere
K vil stramme krav til taxachauffører ved at se på straffeattest Er en taxachauffør dømt for seksualforbrydelser, skal han udelukkes fra at kø... Læs mere
Politiker i grønlandsk regering inviterer Trump på besøg Det grønlandske parti Siumuts formand ser gerne et tættere samarbejde med USA'... Læs mere
Bunkevis af materiale får kommission til at opgive deadline i FE-sag FE-kommissionen, der undersøger sager om Lars Findsen og Claus Hjort, bliver ik... Læs mere