Udland

lør, 28 dec 2024

Politiker i grønlandsk regering inviterer Trump på besøg

Den kommende amerikanske præsident Donald Trump er blevet inviteret på besøg i Grønland. Det skriver grønlandsk medie. (Arkivfoto).
Allison Robbert/Ritzau Scanpix Den kommende amerikanske præsident Donald Trump er blevet inviteret på besøg i Grønland. Det skriver grønlandsk medie. (Arkivfoto).

Formanden for det grønlandske parti Siumut, Erik Jensen, takker USA's kommende præsident, Donald Trump, for en julehilsen til Grønland og inviterer ham på besøg.

Det skriver han i en pressemeddelelse ifølge mediet Sermitsiaq.AG.

Det vakte opsigt, da Donald Trump mandag genåbnede en debat om, at han gerne vil købe Grønland.

Donald Trump udtalte sig om, at kontrollen med Grønland var afgørende, men ikke nærmere om, hvem der skulle have kontrollen.

Han sagde siden i en julehilsen, at den grønlandske befolkning gerne vil have, at USA er der. Hilsenen blev sendt ud på Trumps eget sociale medie Truth Social.

Siumuts formand understreger, at Grønland ikke er til salg, men at han gerne ser et tættere samarbejde med USA.

- Selvom Trump ved, at Grønland ikke er til salg, vil vi understrege, at Trump er mere end velkommen til at besøge Grønland, og at vi fra Siumut også er åbne for at besøge ham i USA, udtaler han ifølge mediet.

Siumut sidder i den grønlandske regering sammen med partiet Inuit Ataqatigiit (IA). Partiets formand, landsstyreformand Múte B. Egede, afviste, at Grønland var til salg efter udtalelsen fra Trump:

- Grønland er vores. Vi er ikke til salg og vil aldrig komme til salg, lød det i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Han understregede dog også behovet for samarbejde med Grønlands naboer og resten af verden.

Debatten om, hvorvidt Grønland er til salg, stammer fra Donald Trumps første præsidentperiode.

Det medførte gnidninger mellem Danmark og USA, da statsminister Mette Frederiksen (S) afviste ønsket.

Erik Jensen sad også i den grønlandske regering, sidst Donald Trump var præsident i USA. Der havde han et godt samarbejde med USA, lyder det i pressemeddelelsen.

Derfor ser han også frem til at blive klogere på den kommende præsidents visioner for Grønland, skriver Sermitsiaq.AG.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forsvarsminister afviser drøftelser om EU-soldater i Grønland At EU's militærkomité-chef taler om europæiske soldater i Grønland må stå ... Læs mere
Minister vil have ordet kvinde skrevet ind i abortlov I ti år har der i abortlovgivning været kønsneutrale formuleringer som "den g... Læs mere
Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere