Andre nyheder

ons, 11 sep 2024

af Mikkel Preisler

Circle K øger satsning på lynladere efter rekordår

Circle K vil fremtidssikre forretningen ved at opstille næsten 1000 nye ladestandere frem mod 2030. (Arkivfoto).
Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix Circle K vil fremtidssikre forretningen ved at opstille næsten 1000 nye ladestandere frem mod 2030. (Arkivfoto).

Selv om andelen af benzin- og dieseldrevne køretøjer i den danske bilpark er dalende, er det stadig en god forretning at drive tankstationer.

I hvert fald for Circle K Danmark, der onsdag har offentliggjort tal fra årsregnskabet for 2023/2024.

Det viser et resultatet af den primære drift før skat på 838 millioner kroner. Det er 77 millioner kroner højere end året før og det bedste resultat nogensinde.

Resultatet er opnået på trods af en omsætningsnedgang på 3,1 milliard kroner til 13,6 milliarder kroner som følge af lavere brændstofpriser og en reduktion af antallet af butikker fra 226 til 208.

- Udviklingen i forretningen viser, at Circle K har en stærk position i markedet, og at danskerne i stigende grad vælger Circle K til, når de skal købe brændstof, convenience-varer og lade elbilen, siger Peter Rasmussen, der er administrerende direktør for Circle K i Danmark.

Han fortæller også, at selskabet har tænkt sig at investere to milliarder kroner i at opstille flere ladestandere end de nuværende 348.

Målet er, at man i 2030 har etableret mere end 1300 lynladepladser.

Circle K Danmark driver foruden de 208 Circle K-tankstationer også 28 truckstationer og 198 Ingo-stationer.

Selskabet er et datterselskab af Circle K, der igen er ejet af canadiske Alimentation Couche-Tard.

Circle K Danmark opstod i kølvandet på, at norske Statoil solgte sine tankstationer i Danmark til Alimentation Couche-Tard.

Senere har Circle K Danmark også købt Shells retailforretning i Danmark.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere