Andre nyheder

man, 08 apr 2024

Dansk rengøringsplatform risikerer at gå konkurs

Dennis Forchhammer, stifter og direktør hos den konkurstruede rengøringsplatform Happy Helper. (Arkivfoto).
Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix Dennis Forchhammer, stifter og direktør hos den konkurstruede rengøringsplatform Happy Helper. (Arkivfoto).

Rengøringsplatformen Happy Helper, hvor brugere kan udbyde rengøringshjælp til eksempelvis private, er gået i rekonstruktion.

Det oplyser Nicolai Dyhr, konkursadvokat og partner i Horten, til Børsen.

- Selskabet mangler likviditet og har ikke kunne betale deres kreditorer, efterhånden som de forfalder, siger han.

- Vi er ved at finde ud af, om det kan reddes. Det er jeg indsat til at afklare på vegne af de største kreditorer, der har bedt mig om det.

Det kan enten være kreditorer eller virksomheden selv, der vælger, at en virksomhed skal gå i rekonstruktion, hvor en udpeget rekonstruktør – typisk en advokat – forsøger at lave en plan for, hvordan virksomheden kan fortsætte.

Hvis det ikke lykkes, bliver virksomheden erklæret konkurs.

Nicolai Dyhr kan ikke på nuværende tidspunkt sige, om det er muligt at forhindre en konkurs. Han har endnu ikke det fulde overblik over værdierne i selskabet, lyder det.

Lige nu er der ifølge advokaten en gæld på et tocifret millionbeløb. Det seneste offentligt tilgængelige regnskab fra Happy Helper viste et underskud på 8,6 millioner kroner, skriver Børsen.

Som det ser ud lige nu, er der en stor risiko for, at selskabet ender med at gå konkurs. Der er dog en chance for, at et virksomhedssalg bliver aktuelt i samme omgang.

På den måde kan man potentielt redde driften og medarbejderne og muligvis minimere det endelige tab, siger Nicolai Dyhr.

Lige nu er der 4524 personer, som udbyder deres rengøringshjælp via platformen, skriver selskabet på sin hjemmeside.

Happy Helper har tidligere været noteret på fondsbørsen, men efter et kursfald på 98,5 procent blev det afnoteret sidste år.

Børsen har været i kontakt med både selskabets administrerende direktør, Dennis Forchhammer, og bestyrelsesformand Jesper Jarlbæk. Ingen af dem har ønsket at udtale sig, inden rekonstruktionen er blevet afsluttet.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Regeringstoppen holder topmøde om uddannelsespolitik To dage i oktober er seks ministre med, når regeringen holder uddannelsespoliti... Læs mere
Mette Frederiksen lover at slå ring om flere nedslidte lønmodtagere I fagbevægelsens hule lover Mette Frederiksen at slå ny ring om nedslidtes pen... Læs mere
Salget af elbiler halter efter i EU Nye tal viser, at der i august blev solgt 44 procent færre elbiler i EU end i s... Læs mere
Ledigheden hoppede på stedet i august Ledigheden rykkede sig ikke ud af stedet i august. Der er fortsat 87.000 på kon... Læs mere
Amerikansk rentesænkning smitter positivt af på danske boliglån Den seneste tid er renten på danske boliglån med 30 års fast rente faldet, da... Læs mere