Andre nyheder

søn, 11 feb 2024

Det Hvide Hus kalder Trump-udtalelse om Nato for sindsforvirret

Donald Trumps kommentar faldt under et vælgermøde i delstaten South Carolina, da ekspræsidenten genkaldte et møde, han som præsident havde haft med lederne i Nato.
Manuel Balce Ceneta/Ritzau Scanpix Donald Trumps kommentar faldt under et vælgermøde i delstaten South Carolina, da ekspræsidenten genkaldte et møde, han som præsident havde haft med lederne i Nato.

Det Hvide Hus tager afstand fra en kommentar om Nato og Rusland, som den tidligere amerikanske præsident Donald Trump lørdag kom med på et vælgermøde.

Sådan lyder det fra talsperson for Det Hvide Hus Andrew Bates.

- Det er rædselsfuldt og sindsforvirret at opfordre til invasioner af allierede, siger talspersonen.

Trumps kommentar faldt under et vælgermøde i delstaten South Carolina, da ekspræsidenten genkaldte et møde, han som præsident havde haft med lederne i Nato:

- Præsidenten for et stort land rejste sig og sagde: "Hvis vi ikke betaler, og vi bliver angrebet af Rusland - vil du så beskytte os?"

- Jeg sagde: "Har du ikke betalt?" Han sagde: "Ja, lad os sige, at det skete." Nej, jeg ville ikke beskytte dig. Faktisk ville jeg opfordre dem til at gøre, hvad helvede de vil. Du er nødt til at betale.

Ekspræsidenten har flere gange opfordret de europæiske lande i Nato til at øge deres militærudgifter, så de kan forsvare sig selv og ikke være afhængige af USA.

Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 har flere Nato-lande, heriblandt Danmark, postet flere penge i deres militærbudgetter.

I Nato er det målsætningen, at medlemslandene skal bruge to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvaret.

Den målsætning har Danmark i mange år ikke levet op til. Efter sidste års forsvarsforlig på 155 milliarder kroner for perioden 2024-2033 ventes det dog at blive nået.

Flere højtstående repræsentanter og eksperter fra europæiske lande har udtrykt bekymring for, at Rusland vil angribe et Nato-land, hvis det lykkedes at besejre Ukraine.

En af de centrale kerner i Nato-samarbejdet er, at medlemslandene er forpligtet til at forsvare hinanden, hvis de skulle blive angrebet. Det er sikret af artikel fem - den såkaldte musketered - i Washington-traktaten fra 1949.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Folketinget fik 19 timer til at godkende milliardkøb i Københavns Lufthavne Staten bliver igen hovedaktionær i Københavns Lufthavne. Det sker for den nett... Læs mere
Danmark fremrykker levering af artillerikanoner til Ukraine Caesar-systemerne er ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen aktuelt meget ... Læs mere
Ambassadør ser Egypten som nøglespiller trods kritik Danmark legitimerer ikke den egyptiske præsidents politik men samarbejdet med s... Læs mere
KL udpeger ny næstformand for anden gang på under to måneder Socialdemokraten Peter Rahbæk Juel begynder som næstformand i Kommunernes Land... Læs mere
Messerschmidt: Ukraine skal afgive territorie mod en fredsaftale DF-formanden siger til Jyllands-Posten, at der skal føres en Ukraine-politik, h... Læs mere