Andre nyheder

tor, 07 nov 2024

Fald i trafiktal og annonceindtægter sender B.T. ud i ny sparerunde

Det går økonomisk skidt for B.T., som hører under Berlingske Media. (Arkivfoto).
Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix Det går økonomisk skidt for B.T., som hører under Berlingske Media. (Arkivfoto).

Nyhedsmediet B.T. skal ud i endnu en sparerunde. Denne gang skal der findes 12,3 millioner kroner.

Det oplyser Berlingske Media i en pressemeddelelse.

Det bliver den tredje sparerunde på under halvandet år hos B.T.

Konkret betyder den seneste sparerunde, at fagredaktionerne nedlægges og i stedet for samles under "én central redaktion", står der i pressemeddelelsen. Det er uvist, hvor mange der skal fyres.

- Samtidig udpeger vi en række fagredaktører, som med hver sin markante profil bidrager til B.T.'s særpræg på tværs af sektionerne Nyheder, Sport, Underholdning og Penge, står der i pressemeddelelsen.

Torsdag formiddag har B.T.'s chefredaktør, Simon Richard Nielsen, informeret medarbejderne om situationen. Det er sket i en mail, som fagbladet Journalisten har set.

- Jeg har stor forståelse for, at B.T. har været meget igennem, og jeg ved, at hver eneste på redaktionen arbejder hårdt, skriver Simon Richard Nielsen til B.T.'s medarbejdere ifølge Journalisten.

I pressemeddelelsen fra Berlingske Media udtaler han:

- Besparelserne kommer desværre til at betyde, at vi skal være færre medarbejdere, og at vi kommer til at sige farvel til gode kolleger.

I januar i år fik medarbejderne på B.T. at vide, at der skulle spares 9,2 millioner kroner. Efter den melding nedlagde medarbejderne arbejdet.

Sparerunden i januar fulgte i kølvandet på et årsregnskab fra moderkoncernen Berlingske Media, der samlet set opnåede et overskud på 41 millioner kroner i det seneste regnskabsår. Men B.T. i sig selv gav imidlertid underskud på 20 millioner kroner.

B.T.-tillidsrepræsentant Søren Ishøy siger til fagbladet Journalisten, at medarbejderne er bekymrede.

- Medarbejderne er chokerede og rystede over, at det nu er anden fyringsrunde inden for et år. Og de er selvfølgelig også bekymrede for, hvad det er for en arbejdsplads, der vil komme til at være efter de her besparelser, der er lagt op til, siger han til fagbladet.

B.T. er ikke det eneste medie, der lider økonomisk i øjeblikket. Det gør eksempelvis Ekstra Bladet også. I sidste uge meddelte mediet, at annoncemarkedet ikke giver lige så mange penge i kassen som tidligere.

Derfor skal Ekstra Bladet finde besparelser på 15 millioner kroner. Det sagde den ansvarshavende chefredaktør, Knud Brix, til fagbladet Journalisten.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere