Andre nyheder

tir, 05 nov 2024

Flere passagerer giver Københavns Lufthavne milliardoverskud

Det har været en travl sommer i Københavns Lufthavn. Juli blev den travleste måned nogensinde. (Arkivfoto).
Nils Meilvang/Ritzau Scanpix Det har været en travl sommer i Københavns Lufthavn. Juli blev den travleste måned nogensinde. (Arkivfoto).

Højere takster og flere passagerer giver flere penge i kassen hos Københavns Lufthavne.

I årets første ni måneder er selskabets omsætning steget 25 procent i forhold til samme periode året før. Omsætningen lander dermed på 3,8 milliarder kroner for de tre første kvartaler.

Det viser Københavns Lufthavnes regnskab for tredje kvartal, som er blevet offentliggjort tirsdag eftermiddag.

Selskabets overskud før skat er samtidig blevet mere end fordoblet til lige over én milliard kroner.

Til og med september har der været 22,8 millioner passagerer igennem Københavns Lufthavn. Det er 2,5 millioner flere end i samme periode året før.

For hele året forventer Københavns Lufthavne, at 29,8 millioner passagerer rejser gennem lufthavnen. Hvis det sker, forventer selskabet et overskud før skat på mellem 1,25 og 1,4 milliarder kroner.

I juli alene rejste 3,2 millioner passagerer gennem lufthavnen. Det gør juli til den travleste måned nogensinde i Københavns Lufthavn.

- Vi har i løbet af året set en stigende rejselyst, hvor mange danske og sydsvenske rejsende flyver ud i verden fra København - men det er i høj grad også turister, der lander i lufthavnen for at besøge København og resten af Danmark, siger Christian Poulsen, topchef i Københavns Lufthavne i en meddelelse.

Ved årsskiftet trådte nye takster i Københavns Lufthavn i kraft. Lufthavnstakster er den pris, flyselskaberne betaler for at bruge lufthavnens baner og terminaler.

Taksterne blev forhandlet på plads i slutningen af sommeren 2023. Her blev parterne enige om, at det fra 2024 og fire år frem skulle koste selskaberne i gennemsnit 217 kroner i stedet for 170 kroner per passager at bruge lufthavnen.

Det svarer til en stigning på 28 procent. Det skal dog ses i lyset af, at taksterne siden 2017 var faldet med 9 procent.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere
Justitsministeren takker nej til kongelig orden Imens en række socialdemokrater i den seneste tid har modtaget ordener, siger j... Læs mere
EU godkender kæmpe amerikansk Novo-opkøb Novo Nordisk er kommet et skridt nærmere på at foretage amerikansk opkøb. Det... Læs mere
Zelenskyj: Andet bidrag af danske F-16-kampfly er kommet til Ukraine Den ukrainske præsident udtrykker sin taknemmelighed over for hele den danske n... Læs mere