Flere passagerer og højere lufthavnstakster er med til at øge Københavns Lufthavnes omsætning.
I årets første tre måneder lyder omsætningen på lidt over en milliard kroner. Det er 23 procent mere end samme periode i 2023.
Det viser Københavns Lufthavnes regnskab for første kvartal, som er blevet offentliggjort tirsdag ved middagstid.
Ved årsskiftet trådte nye takster i Københavns Lufthavn i kraft. Lufthavnstakster er den pris, flyselskaberne betaler for at bruge lufthavnens baner og terminaler.
Taksterne blev forhandlet på plads i slutningen af sommeren 2023. Her blev parterne enige om, at det fra 2024 og fire år frem skulle koste selskaberne 217 kroner i stedet for 170 kroner per passager at bruge lufthavnen.
Det svarer til en stigning på 28 procent. Det skal dog ses i lyset af, at taksterne siden 2017 var faldet med 9 procent.
Københavns Lufthavne ender med et resultat efter skat på 76 millioner kroner i årets første kvartal. I første kvartal i 2023 tabte selskabet 46 millioner kroner.
Topchefen i Københavns Lufthavne, Christian Poulsen, er da også godt tilfreds med resultatet i årets første måneder. Det lever helt op til planen, lyder det.
- Vi mærker en fortsat stigende rejselyst, og der er høj aktivitet i terminalerne med mange rejsende, men vi er endnu ikke på niveau med 2019 – året inden pandemien – og vi kan godt mærke, at vi mangler ni procent af passagererne, siger Christian Poulsen i en pressemeddelelse.
I løbet af første kvartal rejste 5,8 millioner passagerer gennem Københavns Lufthavn. Det er 11 procent flere end i første kvartal i 2023.
I første kvartal i 2019 rejste 6,3 millioner passagerer til eller fra lufthavnen.
Lufthavnen forventer, at det samlede passagertal for 2024 lander på omkring 29 millioner.
Dog kan passagertal for april og flyselskabernes evne til at fylde flyene indikere, at passagertallet kan nå endnu højere op. Det mener Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank og følger luftfartsbranchen tæt.
- Både SAS og Norwegian planlægger mærkbart flere flyvninger i de næste måneder, og det vil sikre markant fremgang for Københavns Lufthavne i de næste kvartaler også, skriver han i en kommentar til regnskabet.
Kilde: /ritzau/