Forsvarets tre værn kan se frem til tiltrængt ny ammunition og våbenudstyr.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har tirsdag afsat to milliarder kroner til en række initiativer, der skal komme soldater i Forsvaret til gavn. Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
De to milliarder kroner er fra forligsreserven for 2025 og er de sidste midler øremærket i år, der manglede at blive afsat fra forsvarsforliget.
Af de to milliarder kroner skal 200 millioner kroner investeres i indkøb af ammunition, drivmidler, våbensigter og natkikkertbriller.
Der afsættes også 400 millioner kroner til at "styrke opgaveløsningen af Forsvarets kerneopgaver". Det er eksempelvis styrket uddannelse og træning af soldater, lyder det.
- Den sikkerhedspolitiske situation forstærker behovet for at få de afsatte midler under forsvarsforliget ud og arbejde, siger Troels Lund Poulsen i pressemeddelelsen.
- Derfor udmøntes ca. 2,0 milliarder kroner. Beslutningen bidrager til at accelerere opbygningen af Forsvarets kampkraft. Formålet er, at initiativerne kan få hurtig effekt i år.
Også Forsvarsministeriets it-infrastruktur skal have en overhaling i form af en investering på 300 millioner kroner.
Der er også fundet penge til at "reducere efterslæbet på vedligeholdet af Forsvarets kaserner". Her afsættes 200 millioner kroner.
De sidste godt 900 millioner kroner afsættes til "en række andre initiativer", der ikke uddybes i pressemeddelelsen.
Gennem en række politiske aftaler siden Ruslands invasion af Ukraine i begyndelsen af 2022 skal der investeres for omkring 320 milliarder kroner i det danske forsvar frem mod 2033.
Kilde: /ritzau/