Faktisk bliver der nu for første gang nogensinde eksporteret flere grise ud af Danmark, end der bliver slagtet på danske slagterier.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, som er offentliggjort fredag.
Tallene viser, at der i andet kvartal i år blev slagtet 3,3 millioner grise, mens der blev kørt 3,8 millioner grise ud af landet.
Det skyldes ifølge specialkonsulent Mona Larsen en kombination af flere forhold.
- Prisen på foder har været høj de seneste par år, hvilket for landmændene gør det mere rentabelt at sælge smågrise videre til eksport end selv at opfede dem, da de kan få en god pris for grise til eksport, og afregningen på danske slagterier lige nu halter efter udenlandske slagterier, siger hun.
Danske grise er kendt for at have en høj kvalitet og er derfor efterspurgt i udlandet. Det gør, at danske landmænd ofte ikke har problemer med at afsætte dem som smågrise, særligt til Tyskland og Polen.
Ser man på udviklingen i et lidt længere perspektiv, er eksporten af smågrise steget fra 5 millioner i 2007 til lige knap 14 millioner det seneste år.
I samme periode er antallet af slagtninger faldet fra 21,4 millioner til 17,8 millioner.
/ritzau/