Andre nyheder

tir, 12 mar 2024

af Mikkel Preisler

Forsvaret undersøger muligt køb af andre landes F-35-kampfly

De første F-35-kampfly blev officielt modtaget på Flyvestation Skrydstrup 1. oktober sidste år.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix De første F-35-kampfly blev officielt modtaget på Flyvestation Skrydstrup 1. oktober sidste år.

Der er fortsat usikkerhed og risiko for forsinkelser af leveringen af de næste F-35-kampfly til Danmark. Derfor skal Forsvaret nu blandt andet undersøge muligheden for at købe eller låne andre landes F-35-fly.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.

- Jeg har i dag orienteret forligskredsen om, at der fortsat er usikkerhed omkring leveringen af de næste F-35-kampfly, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i meddelelsen.

- Det er for tidligt at sige, hvad det kommer til at betyde, men jeg har bedt Forsvaret om at kigge på mulige initiativer, der kan imødegå forsinkelsen.

Danmark har foreløbig modtaget fire ud af 21 F-35-kampfly, der skal erstatte F-16-kampflyene i Danmark. De sidste seks indkøbte F-35-fly skal blive i USA, hvor træning af piloter foregår.

Men siden er der opstået udfordringer hos den amerikanske producent Lockheed Martin, hvilket har ført til flere forsinkelser.

Lige nu "forfølger" producenten en "målsætning" om, at de næste fly er klar til Danmark omkring juli 2024, lyder det fra Forsvarsministeriet. Men der er risiko for yderligere forsinkelser.

Det er en teknologi kaldet Technology Refresh 3, som er en opdatering af flyene, der længe har skabt problemer.

Ud over muligheden for at købe eller låne andre landes F-35-fly, er Forsvaret også bedt om at kigge på, om der eventuelt skal ske en justering af de "politisk fastsatte F-35-milepæle".

Videre skal der også forberedes "en eventuel midlertidig hjemtagning af et antal F-35-fly fra den fælles uddannelsesfacilitet på Luke Air Force Base i Arizona, USA".

- F-35-kampflyene er en stor investering for Danmark, som får betydning for vores forsvar og sikkerhed i mange år frem. Det er afgørende, at vi følger sagen tæt, siger Troels Lund Poulsen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere