Andre nyheder

søn, 31 mar 2024

Jylland og del af Fyn kan blive ramt af usædvanlig tidligt skybrud

Kraftige byger kan ramme Jylland og det vestlige Fyn lørdag aften og natten til søndag. Det er dog uvist, præcist hvor bygerne rammer, og hvor kraftige de bliver. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Kraftige byger kan ramme Jylland og det vestlige Fyn lørdag aften og natten til søndag. Det er dog uvist, præcist hvor bygerne rammer, og hvor kraftige de bliver. (Arkivfoto).

Jylland og det vestlige Fyn kan lørdag aften og natten til søndag blive ramt af skybrud og torden, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Her har meteorologerne udsendt en såkaldt risikomelding, der gælder fra lørdag aften klokken 20 til søndag formiddag klokken 9.

Hvis der bliver registreret skybrud, vil det være usædvanligt tidligt på året, siger vagtchef Pernille Hansen.

- Skybrudssæsonen begynder normalt først til maj. Så hvis vi ender med skybrud, vil det være højst usædvanligt, siger hun.

En varmefront er ifølge meteorologen på vej over landet, og på bagsiden af fronten er der lidt varmere og mere fugtigt vejr.

- Det giver gode betingelser for byger, der kan blive ret kraftige, lokalt med torden og skybrud, siger Pernille Hansen.

Skybrud er defineret ved, at der falder mindst 15 millimeter regn på en halv time.

Når der falder meget regn på kort tid, kan det give oversvømmelse af kældre, veje og lavtliggende områder.

Det er endnu usikkert, hvor kraftige bygerne bliver, og præcist hvor de kommer til at falde.

- Det er sikkert, at der kommer kraftige byger, men om det lige præcist rammer skybrudskriteriet er sværere at forudse, siger Pernille Hansen.

Søndag er der udsigt til skyet vejr med risiko for byger. Solen kan dog titte frem i de østlige dele af landet.

Temperaturen vil søndag tage et nøk op og muligvis ramme 15 grader, varmest i de østlige og sydlige egne.

Derefter går det lidt ned ad bakke igen.

Påskens sidste helligdag, mandag, er der udsigt til skyet vejr og op til 13 graders varme.

- Når vi kommer ind i næste uge begynder det stille og roligt at gå lidt nedad igen og blive køligere, siger Pernille Hansen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere
Justitsministeren takker nej til kongelig orden Imens en række socialdemokrater i den seneste tid har modtaget ordener, siger j... Læs mere
EU godkender kæmpe amerikansk Novo-opkøb Novo Nordisk er kommet et skridt nærmere på at foretage amerikansk opkøb. Det... Læs mere
Zelenskyj: Andet bidrag af danske F-16-kampfly er kommet til Ukraine Den ukrainske præsident udtrykker sin taknemmelighed over for hele den danske n... Læs mere