Kapitalfonden Nordic Capital har solgt den danske forhandler af fodboldudstyr Unisport til konkurrenten R-Gol.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Unisport blev etableret i Danmark i 1995. Firmaet blev købt af Nordic Capital i 2015 og opererer i dag i flere europæiske lande som eksempelvis Tyskland og Frankrig.
R-Gol sælger fodboldmerchandise i Central- og Østeuropa. Virksomheden er etableret i Polen i 2000 og er i dag aktiv i 14 forskellige lande.
Samlet forventes Unisport og R-Gol at have en omsætning på over 200 millioner euro, oplyser parterne. Det svarer til knap 1,5 milliarder kroner.
Prisen for Unisport oplyses ikke, men Børsen har talt med flere kilder med kendskab til salget. De fortæller, at Unisport bliver værdisat til over 500 millioner kroner.
Parterne forventer, at handlen bliver gennemført i tredje kvartal i år.
Målet for den samlede virksomhed er ifølge parterne at fortsætte væksten i Europa.
- Vi har virkeligt spændende tider foran os, når to dynamiske spillere i det europæiske fodboldsegment kombinerer vores styrker, og vi er klar til at ekspandere yderligere globalt, siger Michael Burk, som er administrerende direktør i Unisport, i pressemeddelelsen.
Unisport sælger fodboldudstyr som eksempelvis trøjer og støvler online. Desuden har Unisport åbnet flagskabsbutikker i både København, Paris, Stockholm og Oslo.
Da Nordic Capital købte virksomheden i 2015 var planen egentlig, at Unisport skulle slås sammen med Sportmaster, skriver Børsen.
Nordic Capital ejede også Sportmaster på daværende tidspunkt.
Men fusionen blev aldrig til noget, og i 2019 solgte kapitalfonden Sportmaster til et selskab fra Singapore.
R-Gol er ejet af den polske kapitalfond Innova Capital.
Kilde: /ritzau/