Andre nyheder

tor, 09 jan 2025

Landsstyreformand kalder Trump-udtalelser for bekymrende

Muté B. Egede var onsdag i audiens hos kong Frederik på Amalienborg Slot i København.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Muté B. Egede var onsdag i audiens hos kong Frederik på Amalienborg Slot i København.

Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, forstår godt, hvis hans "medborgere er bekymret" efter Donald Trumps seneste udmeldinger.

Han finder også selv udtalelserne bekymrende, lyder det i et interview med det grønlandske medie KNR onsdag.

- Udmeldingerne i går (tirsdag, red.) er selvfølgelig bekymrende. Det er dog nødvendigt, at vi som nation ikke handler forhastet, siger Múte B. Egede til KNR.

Ud over et opslag på Facebook tirsdag eftermiddag er det første gang, at landsstyreformanden udtaler sig om situationen.

En situation, der unægtelig blev en tand mere alvorlig tirsdag aften, Da USA's kommende præsident, Donald Trump, ikke ville afvise militær og økonomisk tvang for at få sit ønske om kontrol over Grønland opfyldt.

På et pressemøde blev han direkte spurgt, om han ville afvise at gøre brug af militær eller økonomisk tvang i forhold til Panamakanalen såvel som Grønland.

- Nej, jeg kan ikke love noget i forhold til de to, men jeg kan sige dette: Vi har brug for dem for vores økonomiske sikkerhed, sagde Trump.

Múte B. Egede siger videre til KNR, at Grønland "må stå sammen" efter Trumps udtalelser.

Han påpeger også, at de arktiske lande - herunder USA - har "forpligtet sig til, at Arktis skal være et område med lavspænding".

Landsstyreformanden er disse dage i København ligesom en række andre grønlandske ministre. Onsdag mødtes Múte B. Egede med kong Frederik på Amalienborg Slot.

Torsdag skal han være vært for en nytårsreception på den grønlandske repræsentation i København.

Múte B. Egede er fra partiet Inuit Ataqatigiit og har været formand for Naalakkersuisut, Grønlands regering, siden 2021.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

USA står for en voksende andel af Danmarks eksport Dansk eksport til USA vokser, mens landets kommende præsident kommer med toldtr... Læs mere
Nye lavbunds-beregninger forkorter endnu en gang vejen til 2030-målet Lavbundsjorde vil udlede 100.000 ton CO2 mindre i 2030 end ventet, viser ny fors... Læs mere
Partier vil have flere detaljer og mere tydelig regering om Grønland Donald Trump ser gerne Grønland under amerikansk kontrol, og det har skabt trav... Læs mere
Minister tager afstand fra forgænger: AI ikke godt i børnesager Kunstig intelligens bør bruges til at gøre positiv forskel og ikke i anbringel... Læs mere