Andre nyheder

ons, 15 jan 2025

Minister vil undgå slettet gæld til kriminelle som får tilbagefald

Kriminelle bandemedlemmer kan i dag få slettet deres gæld til det offentlige, når de deltager i et exitprogram. (Arkivfoto).
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix Kriminelle bandemedlemmer kan i dag få slettet deres gæld til det offentlige, når de deltager i et exitprogram. (Arkivfoto).

Når kriminelle får eftergivet gæld til det offentlige, skal det ifølge regeringen kunne trækkes tilbage, hvis vedkommende igen begår kriminalitet, som er alvorlig.

Dermed udvider skatteminister Rasmus Stoklund (S) sit tidligere forslag, hvor han varslede et indgreb mod, at rockere og bandemedlemmer får sløjet gælden, selv om de begik kriminalitet igen.

- Hvis folk begår alvorlig kriminalitet, efter at de har fået en ny chance af samfundet, altså fået eftergivet deres gæld, så synes jeg, at der skal falde en hammer. Det vil jeg tale med Folketingets partier om, siger han.

Gældsstyrelsen kan i dag eftergive gæld til rockere og bandemedlemmer på vej ud af kriminalitet i form af et exitprogram.

Det sker ved, at myndigheder som politiet og kommuner har givet den kriminelle en positiv udtalelse, der kan bruges til at ansøge om eftergivelse af gæld.

Men skulle personen vende tilbage til kriminalitet, har det i dag ikke konsekvenser for den sløjfede gæld. Det beskrev Berlingske først i 2023, og ministeren varslede året efter i Avisen Danmark, at han ville se på det.

Han er onsdag klar med et forslag, som han vil drøfte med Folketingets partier onsdag eftermiddag.

Ministeren foreslår, at en person skal afholde sig fra alvorlig kriminalitet i fem år for at kunne få eftergivet sin gæld. Det er eksempelvis vold, narko og økonomisk kriminalitet ifølge ministeren.

- Mit forslag er ikke, at man skal have sin gæld tilbage i hovedet, hvis man går over for rødt på en fodgængerovergang en mørk aften, hvor der ikke er et øje i miles omkreds.

- Det er her sager, hvor man begår alvorlig kriminalitet, som betyder, at man idømmes fængsel eller betinget fængsel, siger han.

Berlingske har afdækket, hvordan eksempelvis et bandemedlem har fået eftergivet gæld på flere hundrede tusind kroner, mens vedkommende stadig sad i fængsel.

Ifølge Skatteministeriet har fem personer i et exitprogram fået eftergivet gæld til det offentlige.

Ministeren mener, at det er fair at give kriminelle en mulighed for at få eftergivet gælden, da almindelige borgere også kan få eftergivet gælden i visse tilfælde. Det skete samlet 322 gange i 2023.

- Det er mere et spørgsmål om at sikre, at folk, der har været kriminelle, i en ganske sjælden situation får den her nye chance af samfundet, at de ikke misbruger den chance til at vende tilbage til den kriminelle løbebane, og så holder os andre for nar på den måde, siger han.

- Derfor tror jeg, at de vil tænke sig om en ekstra gang, og jeg tror, at det kan være godt på den måde, og at vi som fællesskab sørger for, at de har noget at miste, så de gør, hvad de kan for at holde sig på dydens smalle sti, siger Rasmus Stoklund.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Lav interesse for omlægning giver laveste antal lånetilbud i 28 år I 2024 landede antal lånetilbud ti procent lavere end i 2023. Det skyldes lav i... Læs mere
Ministerium hjælper misbrugt SF'er i sag om falske opslag På sociale medier deles der falske opslag, der hævder, at SF-politiker beder R... Læs mere
Beredskabsaftale for millioner præsenteres onsdag Minister havde lovet en aftale om det statslige beredskab inden jul, men kan prÃ... Læs mere
Forbløffet statsminister vil stoppe dansk hjælp til skyggeflåde Dansk skibsværft servicerer russiske naturgasskibe, hvilket statsminister finde... Læs mere
Mund- og klovsyge i Tyskland giver nye udfordringer for Danish Crown Store mængder tysk kød skal finde nye veje rundt i Europa, efter at Storbritan... Læs mere