Andre nyheder

søn, 11 feb 2024

Nato-chef om kommentar fra Trump: Undergraver alles sikkerhed

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, slår fast, at Nato-landene fortsat vil forsvare hinanden, hvis et af landene skulle blive angrebet udefra. (Arkivfoto).
Bill Clark/Ritzau Scanpix Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, slår fast, at Nato-landene fortsat vil forsvare hinanden, hvis et af landene skulle blive angrebet udefra. (Arkivfoto).

Ethvert angreb på Nato vil blive mødt af et stærkt modsvar.

Og hvis det antydes, at allierede ikke vil forsvare hinanden, er det undergravende for alle Nato-landes sikkerhed.

Det understreger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, i en udtalelse søndag eftermiddag ifølge det norske medie VG.

- Enhver antydning af, at allierede ikke vil forsvare hinanden, undergraver vores alles sikkerhed, herunder USA's (sikkerhed, red.), og sætter amerikanske og europæiske soldater i større fare, siger Jens Stoltenberg.

Udmeldingen kommer, efter at Donald Trump lørdag kom med en opsigtsvækkende kommentar om sin manglende villighed til at beskytte lande, der ikke har betalt deres kontingent til Nato-alliancen.

Trumps kommentar faldt under et vælgermøde i delstaten South Carolina, da den amerikanske ekspræsident fortalte om et møde, han som præsident havde haft med de øvrige ledere i Nato:

- Præsidenten for et stort land rejste sig og sagde: "Hvis vi ikke betaler, og vi bliver angrebet af Rusland - vil du så beskytte os?"

- Jeg sagde: "Har du ikke betalt?" Han sagde: "Ja, lad os sige, at det skete."

- Nej, jeg ville ikke beskytte dig. Faktisk ville jeg opfordre dem til at gøre, hvad helvede de vil. Du er nødt til at betale.

Siden har Det Hvide Hus kaldt det både "rædselsfuldt og sindsforvirret" at opfordre til invasioner af allierede.

Jens Stoltenberg understreger søndag, at Nato-alliancen er indstillet på at forsvare alle medlemmer.

- Nato er fortsat klar og i stand til at forsvare alle allierede. Ethvert angreb på Nato vil blive mødt med et samlet og kraftfuldt svar.

- Jeg forventer, at uafhængigt af hvem der vinder præsidentvalget, vil USA forblive en stærk og engageret Nato-allieret, siger Stoltenberg ifølge VG.

Donald Trump kæmper netop for at blive Republikanernes kandidat ved det forestående præsidentvalg i USA.

Og alt tegner til, at han bliver partiets kandidat.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Politisk ordfører overtager spidskandidatur fra SF-formand Lisbeth Bech-Nielsen er ny SF-spidskandidat i Københavns Storkreds, efter forma... Læs mere
Radikale vil sætte stopper for gasfyr efter stigning: En falliterklæring Martin Lidegaard kalder det "ubegribeligt", at regeringen bare trækker på skul... Læs mere
Jacob Kaarsbo dropper at hive DF i retten efter brug af citat Det bliver for dyrt og tidskrævende at føre en retssag sammenlignet med den mu... Læs mere
Vandværker er udsat for meget høj trussel fra cyberkriminalitet Der er meget høj trussel fra cyberkriminalitet mod vandværker, vurderer Center... Læs mere
Flyselskab politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for greenwashing KLM brugte betegnelser, der kunne vildlede forbrugerne, ved at kalde sine flyrej... Læs mere