Andre nyheder

tor, 05 sep 2024

Nordea har indkaldt DSV til møde i sag om fragt gennem Rusland

I kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022 lød det fra DSV, at selskabet ikke længere ville benytte de russiske jernbaner. Det er dog sket i "enkelte tilfælde", har selskabet erkendt. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix I kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022 lød det fra DSV, at selskabet ikke længere ville benytte de russiske jernbaner. Det er dog sket i "enkelte tilfælde", har selskabet erkendt. (Arkivfoto).

Nordea har indkaldt logistikselskabet DSV til et møde, efter at det er kommet frem, at DSV har fragtet varer både til og gennem Rusland trods løfter om det modsatte.

Det skriver svenske FinansWatch.se ifølge MobilityWatch.

- Vi er nu i gang med at indsamle og vurdere de oplysninger, vi har fået og har planlagt et møde med virksomheden for at fortsætte vores drøftelser, siger Annie Edwards, pressemedarbejder i Nordea, til det svenske medie.

Nordea ejer gennem selskabet Nordea Asset Management (NAM) aktier i DSV for 572 millioner euro, svarende til knap 4,3 milliarder kroner. Det viste en opgørelse 31. juli ifølge MobilityWatch.

- Vi tager denne slags oplysninger meget alvorligt. NAM forventer, at alle virksomheder, som vores fonde investerer i, overholder internationale menneskerettighedsprincipper, -konventioner og -sanktioner og håndterer deres indvirkning på menneskerettighederne, siger Annie Edwards til FinanWatch.se.

DSV har selv erkendt, at selskabet har fragtet varer både til og gennem Rusland i strid med interne retningslinjer.

- Det er dybt uacceptabelt, og vi undersøger forløbet med henblik på at træffe de nødvendige personalemæssige konsekvenser, skrev DSV i et skriftligt svar til MobilityWatch og ShippingWatch i slutningen af august.

Her lød det, at der "i enkelte tilfælde" var blevet gennemført ordrer på transport af biler fra Kina til Rusland. Desuden skulle en af DSV's underleverandører have transporteret tøj til Europa gennem Rusland.

I kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022 lød det fra DSV, at selskabet ikke længere ville benytte de russiske jernbaner.

Nordea er den seneste af en række investorer, der har krævet svar fra DSV i sagen. Akademikerpension, ATP og kapitalforvalteren Maj Invest har gjort det samme, skriver MobilityWatch.

DSV har oplyst til MobilityWatch og ShippingWatch, at der ifølge koncernens egen undersøgelse ikke er sket brud på internationale sanktioner mod Rusland.

Det er som udgangspunkt ikke imod de internationale sanktioner at transportere varer gennem Rusland.

Over for MobilityWatch og ShippingWatch påpeger Toldstyrelsen dog, at det er forbudt at levere tjenester i forbindelse med levering af varer i Rusland.

Toldstyrelsen ønsker ikke at udtale sig om konkrete sager eller virksomheder.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

DSV-overskud faldt en smule sidste år DSV's overskud dykkede sidste år, som dog trods alt endte med et plus på 10,2 ... Læs mere
Trods øget salg af stomiposer falder overskuddet hos Coloplast Coloplasts salg inden for stomi er vokset syv procent drevet af salg af stomipos... Læs mere
Mette Frederiksen skal tale sikkerhed med premierminister i London Statsministeren er tirsdag i London for at mødes med Storbritanniens premiermin... Læs mere
Bavarian-aktien falder med 10 procent efter ny prognose Investorerne har ikke taget godt imod Bavarian Nordics forventninger til 2025. A... Læs mere
Møbelkæde hyrer supermodel som kreativ direktør Helena Christensen skal udvikle designet af Boconcepts møbler og interiør og b... Læs mere