Andre nyheder

tor, 07 mar 2024

Regeringen vil lade misbrugere slippe med advarsel

- Den hårde kurs mod den organiserede narkokriminalitet må ikke gå ud over samfundets mest udsatte borgere, lyder det fra Justitsminister Peter Hummelgaard (S), der torsdag har sendt et lovforslag i høring.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix - Den hårde kurs mod den organiserede narkokriminalitet må ikke gå ud over samfundets mest udsatte borgere, lyder det fra Justitsminister Peter Hummelgaard (S), der torsdag har sendt et lovforslag i høring.

Justitsministeren har torsdag sendt et lovforslag i høring, som blandt andet skal tydeliggøre, at politiet skal give en advarsel i stedet for en bøde til personer med stærk afhængighed af euforiserende stoffer.

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Regeringen vil dermed sikre en bedre og mere værdig behandling af samfundets mest udsatte i mødet med det strafferetlige system, fremgår det.

- Den hårde kurs mod den organiserede narkokriminalitet må ikke gå ud over samfundets mest udsatte borgere.

- Derfor har jeg i dag sendt et lovforslag i høring, som blandt andet vil tydeliggøre, at politiet skal meddele et tiltalefrafald til de mest socialt udsatte borgere, der kæmper med stærk stofafhængighed, i stedet for en bøde, lyder det fra Justitsminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelsen.

Lovforslaget indeholder ligeledes en udvidelse af den såkaldte ”fixerumsregel”.

I dag indebærer reglen, at borgere med stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer ikke strafforfølges og ikke får konfiskeret stoffer til eget forbrug, hvis de befinder sig i eller i nærheden af et stofindtagelsesrum, altså et såkaldt "fixerum", og er på vej til rummet for at indtage stofferne.

- Fremover skal strafforfølgning også undlades, selv om den pågældende ikke befinder sig i umiddelbar nærhed af et stofindtagelsesrum, hvis den pågældende er på vej til et stofindtagelsesrum for at indtage stofferne, fremgår det af pressemeddelelsen.

Fremover vil det være politidirektørerne i de kredse, hvor der ligger stofindtagelsesrum, der skal udpege områderne, der er "den umiddelbare nærhed".

Det skal gøre det klart for borgere med stærk afhængighed, hvornår de befinder sig indenfor området, fremgår det.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Minister vil se på om værft kan servicere skyggeflåde og søværnet Skibe fra søværnet serviceres på dansk værft side om side med skibe, som und... Læs mere
Fitnesskæde får bøde på 600.000 kroner for vildledning af forbrugere Arca gjorde ikke tydeligt opmærksom på, at man blev tilmeldt et løbende abonn... Læs mere
Danske kampfly og skibe bidrager til overvågning i Østersøen Danmark bidrager til Nato-indsats med blandt andet fly og skibe, oplyser Forsvar... Læs mere
Myndigheder får lettere ved at håndtere forbud mod ulovlige bander Politi og øvrige myndigheder skal med ny lov få bedre muligheder for at sætte... Læs mere
Medier: Ansatte har i flere år oplevet seksuel chikane i advokatfirma Djøf mener, at der er tale om et alvorligt ledelsessvigt i Plesner. Ledende par... Læs mere