Andre nyheder

tor, 22 aug 2024

Regeringen vil tillade 17-årige at køre bil alene i begrænset tidsrum

I landdistrikterne kan adgangen til bil være afgørende for uddannelse, lyder det fra Dansk Erhverv. (Arkivfoto).
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix I landdistrikterne kan adgangen til bil være afgørende for uddannelse, lyder det fra Dansk Erhverv. (Arkivfoto).

Regeringen vil tillade 17-årige at køre bil alene.

Det vil ifølge TV 2 og Ritzaus oplysninger blive præsenteret på et pressemøde, som minister for landdistrikter Morten Dahlin (V) står i spidsen for torsdag.

Den 17-årige bilist vil få lov til at køre i bilen uden en ledsager, hvilket ellers har været et krav siden 2017.

TV 2 erfarer, at der vil være tidsmæssige begrænsninger på den 17-åriges muligheder for at køre alene.

Det skal kun være tilladt mellem klokken 05 og 20.

De nye, unge bilister vil også blive pålagt andre restriktioner.

Ifølge TV 2 lægger regeringen op til, at der skal være nultolerance for alkoholindtag.

Dermed må de 17-årige ikke have en promille på op til 0,5, som voksne ellers må køre bil med.

Forslaget er en del af et større udspil, der skal forbedre forholdene og mobiliteten i landdistrikterne.

Her har unge ofte langt til uddannelsesinstitutioner, og en yngre aldersgrænse for solokørsel kan være behjælpeligt, lyder det fra Dansk Erhverv.

Her kalder branchedirektør i Dansk Erhverv Transport, Jesper Kronborg, det for "et godt skridt".

- Der er længere mellem husene på landet, og gode transportmuligheder er afgørende for at sikre mobilitet og dermed et aktivt liv og muligheder på landet, lyder det fra Jesper Kronborg.

Det gælder ikke mindst for unge under uddannelse eller med lærepladser langt fra hjemmet.

Der bør dog stadig følges op med en forbedret kollektiv transport, tilføjer han.

For Danmarksdemokraterne er en ny grænse på 17 år ikke nødvendigvis nok, da unge begynder uddannelser endnu tidligere og dermed mødes af mobilitetsproblemet, før de er 17 år.

Partiet vil i stedet have udvidet forslaget, så det omfatter unge helt ned til 16 år.

- Problemerne i forhold til transport opstår, når man starter på ungdomsuddannelserne, og der er mange, der som 17-årig allerede er i fuld gang, siger Susie Jessen, politisk ordfører og ordfører for landdistrikter hos Danmarksdemokraterne.

- Vi mener, at 17-års-grænsen er sat for højt. Man kan godt kigge på 16 år.

Spørgsmål: Kan det ikke risikere at blive for tidligt i forhold til et ungt menneskes udvikling?

- Jeg tror ikke, der er stor forskel fra 16 til 17 år, hvis jeg skal være helt ærlig, siger Susie Jessen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Regeringstoppen holder topmøde om uddannelsespolitik To dage i oktober er seks ministre med, når regeringen holder uddannelsespoliti... Læs mere
Mette Frederiksen lover at slå ring om flere nedslidte lønmodtagere I fagbevægelsens hule lover Mette Frederiksen at slå ny ring om nedslidtes pen... Læs mere
Salget af elbiler halter efter i EU Nye tal viser, at der i august blev solgt 44 procent færre elbiler i EU end i s... Læs mere
Ledigheden hoppede på stedet i august Ledigheden rykkede sig ikke ud af stedet i august. Der er fortsat 87.000 på kon... Læs mere