Andre nyheder

tor, 21 mar 2024

Rusland stopper rummission sekunder før planlagt affyring

Nasa-astronaut Tracy Dyson, den russiske kosmonaut Oleg Novitskij og Maryna Vasіleuskaja fra Belarus kunne godt have ventet nogle dage med at vinke farvel.
Yuri Kochetkov/Reuters Nasa-astronaut Tracy Dyson, den russiske kosmonaut Oleg Novitskij og Maryna Vasіleuskaja fra Belarus kunne godt have ventet nogle dage med at vinke farvel.

En russer, en belaruser og en amerikaner skulle torsdag have sat kursen mod Den Internationale Rumstation (ISS).

Men få sekunder inden den planlagte affyring måtte missionen afbrydes, og besætningen blev evakueret.

Det russiske rumagentur, Roskosmos, melder, at aflysningen skyldtes et udsving i en strømkilde 20 sekunder før start.

Det er sjældent, at affyringer afbrydes på så sent et tidspunkt. Besætningen sad således klar, og raketten var på affyringsrampen.

Kontrolcenteret havde på russisk meldt klar til affyringen af Soyuz-rumfartøjet.

Imens kunne man på en liveudsendelse se raketten stå på rampen ved Bajkonur-kosmodromen - verdens ældste og største rumaffyringsanlæg, som ligger på den kasakhiske steppe.

Blot 20 sekunder før planlagt start stod der dog "automatisk aflysning af affyringen".

Roskosmos nedtoner efterfølgende hændelsen.

- Kolleger, sådan er rummet, og situationen er meget forståelig, siger rumchef Jurij Borisov.

Affyringen ventes nu at finde sted den 23. marts klokken 13.36.

Torsdagens affyring var sat til at finde sted kort efter klokken 14, og sammenkoblingen med ISS skulle finde sted nogle timer senere.

Besætningen består af Nasa-astronaut Tracy Dyson, den russiske kosmonaut Oleg Novitskij og Maryna Vasіleuskaja fra Belarus.

De to sidstnævnte skulle blot have opholdt sig 12 dage på ISS og så have taget amerikaneren Loral O'Hara med tilbage til Jorden den 2. april. Det oplyser den amerikanske rumadministration, Nasa.

Dyson derimod står til at opholde sig seks måneder på ISS. Her skal hun udføre eksperimenter med teknologi, der skal hjælpe mennesker med at forberede sig til fremtidige rummissioner.

Danske Andreas Mogensen kom tidligere denne måned tilbage til Jorden, efter at han havde været afsted siden den 26. august.

Om bord på ISS var han med til at udføre ti forskellige forsøg. Han tog blandt andet billeder af tordenvejr fra rummet.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

WHO godkender mpox-vaccine til unge mellem 12 og 17 år Mpox-virus, der også er kendt som abekopper, giver typisk milde symptomer, men ... Læs mere
Interessen for boligkøb er på det højeste niveau siden 2022 Stabil inflation og lav ledighed har medvirket til en stigende interesse for bol... Læs mere
Kommuner må droppe kystbeskyttelse på grund af oversøgt støttepulje 11 ansøgere søgte støtte for over en milliard kroner til kystbeskyttelse, men... Læs mere
Forsvarsminister: Danmark skal satse mere på forsvarsindustrien Danmark skal være mindre afhængig af andre landes produktion af ammunition, si... Læs mere
DF vil have alle gymnasieelever på studietur til Auschwitz For at skabe et "opgør" mod antisemitisme i Danmark vil DF have gymnasieelever ... Læs mere