Andre nyheder

tir, 27 aug 2024

SAS-strejke afblæst: Parterne har indgået aftale

SAS-flyene kan igen lande og lette som planlagt i Norge, efter at der er indgået nye overenskomster med de norske kabineansatte. (Arkivfoto)
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix SAS-flyene kan igen lande og lette som planlagt i Norge, efter at der er indgået nye overenskomster med de norske kabineansatte. (Arkivfoto)

SAS ser ud til at undgå en strejke, der kunne være blevet ganske omfattende og ville have lammet selskabets norske indenrigstrafik.

Fagforeningen Fellesforbundet fortæller tirsdag morgen, at man har indgået en ny overenskomstaftale med SAS, der sikrer bedre løn og arbejdsvilkår.

Dermed er den strejke, der så småt blev indledt i fredags, afblæst.

- Dette er en stor og vigtig sejr for vores medlemmer. Vores vigtigste krav er blevet imødekommet.

- Vi har aftalt en solid lønstigning, mere weekendfri og ordentlige spisepauser på jorden, siger Jørn Eggum, der er formand for Fellesforbundet, ifølge VG.

Ifølge erhvervsmediet E24 har de ansatte forhandlet sig frem til 24 weekendfridage mod de 12, de har i dag.

Oven i har de fået et løntillæg på 30.000 norske kroner og et såkaldt flytillæg, der vil løbe op i omkring 18.000 norske kroner årligt.

Også Parat, som er den anden fagforening, der organiserer kabinepersonale hos SAS, melder om enighed om en ny overenskomst.

Arbejdsgiverforeningen NHO Luftfart er tilfredse med, at det er lykkedes at nå til enighed.

- SAS har været igennem en periode med store økonomiske udfordringer, og de ansatte har givet væsentlige bidrag til at redde selskabet, blandt andet med svagere lønudvikling.

- Vi er glade for at være nået til enighed, og særligt at de lavest lønnede får et løft, siger administrerende direktør Erik Lahnstein ifølge E24.

Strejken tog sin begyndelse fredag, efter at møder mellem parterne og Riksmekleren - den norske forligsinstitution - endte uden resultat.

I første omgang blev omkring 155 kabineansatte udpeget til at strejke, hvilket kun gav mindre forstyrrelser i weekendens flytrafik.

Onsdag var det imidlertid varslet, at yderligere godt 400 ansatte ville strejke, og hvis ikke situationen var løst inden weekenden, ville alle cirka 800 ansatte nedlægge arbejdet.

Så vidt kom det altså ikke. Mandag aften mødtes parterne igen hos Riksmekleren, og her lykkedes det altså at nå til enighed.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Regeringstoppen holder topmøde om uddannelsespolitik To dage i oktober er seks ministre med, når regeringen holder uddannelsespoliti... Læs mere
Mette Frederiksen lover at slå ring om flere nedslidte lønmodtagere I fagbevægelsens hule lover Mette Frederiksen at slå ny ring om nedslidtes pen... Læs mere
Salget af elbiler halter efter i EU Nye tal viser, at der i august blev solgt 44 procent færre elbiler i EU end i s... Læs mere
Ledigheden hoppede på stedet i august Ledigheden rykkede sig ikke ud af stedet i august. Der er fortsat 87.000 på kon... Læs mere
Amerikansk rentesænkning smitter positivt af på danske boliglån Den seneste tid er renten på danske boliglån med 30 års fast rente faldet, da... Læs mere