Andre nyheder

søn, 10 nov 2024

af Mikkel Preisler

Statens skatteindtægter fra aktiehandel er steget markant

Skattestyrelsen ser tegn på, at danskerne er mere aktive på aktiemarkedet. (Arkivfoto).
Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix Skattestyrelsen ser tegn på, at danskerne er mere aktive på aktiemarkedet. (Arkivfoto).

Den danske stat har de seneste år set skatteindtægterne fra handel med aktier skyde i vejret.

Det såkaldte aktieskatteprovenu lå i 2023 på 57 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 55 procent siden 2019. Det viser en opgørelse fra Skattestyrelsen.

Ulrick Junge, der er underdirektør i styrelsen, mener, at det er et tegn på, at danskerne er blevet mere aktive på aktiemarkedet end tidligere.

- Der er ingen tvivl om, at vi på baggrund af disse tal kan se, at der er større aktivitet på værdipapirområdet, siger han.

- Handel med aktier og værdipapirer er blevet langt mere almindeligt de senere år, og det har samlet set haft en positiv effekt på statens indtægter.

Alene fra 2022 til 2023 er skatteprovenuet - indtægterne - fra aktiehandel steget med næsten fem milliarder kroner.

Statens samlede personskatteprovenu, der også indebærer personskat af indkomst samt arbejdsmarkedsbidrag, lå på 707 milliarder kroner sidste år.

Beløbet har siden 2019 svinget lidt, men kigger man alene på udviklingen mellem de seneste to år, er der landet 38 milliarder kroner mere i statskassen.

Det er ifølge Skattestyrelsen et resultat af den generelle udvikling i samfundet, hvor både beskæftigelse og løn har været for opadgående.

- Personskatten er statens største enkeltstående indtægt, som finansierer over halvdelen af vores fælles velfærd som skoler, veje og hospitaler, siger underdirektør Ulrick Junge.

- For Skattestyrelsen er der tale om en uhyre vigtig opgave, som vi går til med stor faglig ansvarlighed og med et mål om, at borgerne betaler korrekte skatter og afgifter, siger underdirektør i Skattestyrelsen Ulrick Junge.

Opgørelsen kommer, to dage inden 5,4 millioner borgere får adgang til deres forskudsopgørelse. Der åbnes for adgangen hertil tirsdag den 12. november.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Kæmpe jordskælv i Thailand og Myanmar Thailand og Myanmar er i dag blevet ramt af et voldsomt jordskælv, der har medf... Læs mere
Volvo bruger AI og virtuelle miljøer til at forbedre sikkerheden Volvo går forrest i jagten på mere sikker kørsel – med banebrydende AI og v... Læs mere
Audi tager banebrydende skridt med virtuel styring i karrosseriproduktion Audi skaber verdensnyhed med virtuel produktionsstyring i karrosseriafdelingen o... Læs mere
Opel sætter ny standard for sædekomfort i Grandland og Astra Opel tager komfort og bæredygtighed til nye højder med avancerede ergonomiske ... Læs mere
Mercedes-Benz sætter ny standard for bæredygtighed med ny CLA-model Mercedes-Benz tager endnu et skridt mod en grønnere fremtid med lanceringen af ... Læs mere