Andre nyheder

man, 11 nov 2024

af Mikkel Preisler

Statsrevisorer kritiserer kontrol med afgifter på tobak og alkohol

Statsrevisorerne, her formand Serdal Benli (SF), kritiserer Skatteministeriets kontrol med punktafgifter.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Statsrevisorerne, her formand Serdal Benli (SF), kritiserer Skatteministeriets kontrol med punktafgifter.

Statsrevisorerne finder Skatteministeriets kontrol med punktafgifter utilfredsstillende, meddeler Statsrevisorerne mandag.

Statsrevisorerne udtrykker kritik af, at der er begrænset eller ingen kontrol inden for en fjerdedel af alle punktafgifter. Det er en afgift, der bliver pålagt visse varer eller ydelser, for eksempel alkohol, tobak og energi.

- Samlet set konstaterer vi, at Skatteministeriets kontrol med punktafgifter ikke er tilfredsstillende.

- Men vi kan samtidig konstatere, at de siden 2021 har styrket indsatsen. De er i gang på en række områder, men vi kan konstatere, at der er potentiale for forbedringer på udvalgte områder, siger Serdal Benli (SF), formand for Statsrevisorerne.

Kritikken kommer på baggrund af en rapport fra Rigsrevisionen.

I 2023 havde staten nettoindtægter på 56,3 milliarder kroner fra punktafgifter, og cirka 16.000 virksomheder er pligtige til at betale punktafgifter.

- Vi kan også konstatere, at over 2800 virksomheder, hvilket svarer til en sjettedel af alle punktafgiftspligtige virksomheder, aldrig har været udtaget til kontrol, siger Serdal Benli.

Statsrevisorerne konstaterer, at det er positivt, at Skattestyrelsen siden 2021 har forøget sine kontroller med "et særligt fokus på økonomisk store afgiftsområder og på virksomheder, der angiver store afgiftsbeløb".

- Statsrevisorerne finder det dog utilfredsstillende, at kontrollen i perioden 2019-2023 har været begrænset eller helt fraværende for 21 ud af 80 punktafgifter, lyder det i beretningen.

Statsrevisorerne skriver endvidere, at Skattestyrelsens seneste undersøgelse, som blev lavet i 2020, viste, at virksomhederne dengang ikke var gode til at efterleve reglerne på området.

Dengang var der fejl i 44 procent af virksomhedernes angivelser.

De seks medlemmer af Statsrevisorerne er politisk udpegede, men de er ikke nødvendigvis medlemmer af Folketinget. De har til opgave at kontrollere statens udgifter.

Det gør Statsrevisorerne i samarbejde med Rigsrevisionen, der ikke er politikere, men embedsmænd.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere