Andre nyheder

man, 11 nov 2024

af Mikkel Preisler

Syg landbrugsminister melder afbud til klimatopmøde i Baku

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) under ministeroverdragelse i august. Ministeren melder afbud til klimatopmøde i Baku mandag den 11. november. (Arkivfoto).
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) under ministeroverdragelse i august. Ministeren melder afbud til klimatopmøde i Baku mandag den 11. november. (Arkivfoto).

Den danske delegation til klimatopmødet COP29 i Baku, Aserbajdsjan, er blevet en beslutningstager mindre.

Jacob Jensen (V), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, melder mandag afbud.

Det bekræfter ministeriet i en kommentar til Ritzau.

- Fødevareministeren deltager ikke ved COP29 på grund af sygdom.

På klimatopmødet skulle ministeren blandt andet have talt om fremtidens fødevareproduktion, og eksempelvis hvordan klima og biodiversitet kan arbejdes ind i fødevaresektoren.

Ministeren skulle ligeledes deltage i samtaler med andre landes ministre.

Repræsentationen fra den danske regering ender dermed med at bestå af to ministre:

Statsminister Mette Frederiksen (S), der deltager til højniveaus-samtaler i de første dage, og klimaminister Lars Aagaard (M), der skal være Danmarks forhandler i topmødets anden og afgørende uge.

Klimatopmødet i Aserbajdsjan har været præget af en lang række afbud.

Senest har Hollands premierminister, Dick Schoof, meldt afbud på grund af voldelige overfald på israelske fodboldtilhængere i Amsterdam.

USA's præsident, Joe Biden, har for andet år i træk meldt fra til FN's årlige klimamøde. Det skyldes, at mødet ligger lige efter præsidentvalget i landet.

Fredag kom der afbud fra Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, hvis regering er i krise.

Heller ikke Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil være at finde på deltagerlisten. Han protesterer imod, at COP29 bliver holdt i Aserbajdsjan, som Frankrig har et dårligt forhold til efter konflikten med Armenien.

EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, deltager heller ikke.

Klimatopmødets store dagsorden er vedtagelsen af et nyt mål for klimafinansiering, der skal fordele penge fra rige til fattige landes omstilling og klimatilpasning.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere