Andre nyheder

ons, 27 nov 2024

af Mikkel Preisler

Tidligere Carlsberg-topchef for russisk datterselskab får bøde

Carlsberg har ejet Baltika-bryggerierne siden 2008. Bryggerierne er nu er på russiske hænder. På billedet ses en bryggeriarbejder i 2013 på en af Baltikas bryggerier. (Arkivfoto).
Ilya Naymushin/Reuters Carlsberg har ejet Baltika-bryggerierne siden 2008. Bryggerierne er nu er på russiske hænder. På billedet ses en bryggeriarbejder i 2013 på en af Baltikas bryggerier. (Arkivfoto).

Tidligere topchef for Carlsbergs russiske datterselskab, Baltika Breweries, der nu er på russiske hænder, slipper for yderligere fængsling og får bøde på 5000 kroner.

Det skriver DR med henvisning til et opslag på beskedtjenesten Telegram fra Retten i Sankt Petersborg.

Denis Sherstennikov var administrerende direktør i Baltika frem til i sommer sidste år, hvor den russiske stat overtog kontrollen af selskabet.

- Baltika har ingen materielle eller andre krav (end bøden, red.) mod Sherstennikov, skriver retten ifølge DR.

Flere medier herunder Berlingske og DR skrev i november sidste år, at to ledende medarbejdere fra Baltika var anholdt for svindel og risikerede fængsel.

Medarbejderne, som ifølge DR er Sherstennikov og tidligere juridiske chef Anton Rogachevsky, var anklaget for bedrageri i forbindelse med den russiske stats overtagelse af Baltika i sommeren 2023.

Carlsberg afviste på daværende tidspunkt beskyldningerne og kaldte dem falske.

- Det er rystende, at den russiske stats bestræbelser på at retfærdiggøre deres ulovlige overtagelse af vores forretning i Rusland nu har udviklet sig til at ramme uskyldige medarbejdere, lød det i en erklæring fra bryggeriet.

Der er ifølge DR ingen meldinger om den tidligere juridiske chefs skæbne.

Carlsberg har ejet Baltika-bryggerierne siden 2008, men efter Ruslands invasion af Ukraine besluttede den danske bryggerikoncern at skille sig af med sine russiske aktiviteter.

I juni 2023 meldte man ud, at man havde fundet en køber. Men inden handlen nåede at blive gennemført, afsatte den russiske stat den lokale ledelse og overtog kontrollen med virksomheden.

Carlsberg svarede igen ved at opsige alle licensaftaler med Baltika, og administrerende direktør Jacob Aarup-Andersen har direkte kaldt den russiske overtagelse for "tyveri".

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Carlsberg.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Kæmpe jordskælv i Thailand og Myanmar Thailand og Myanmar er i dag blevet ramt af et voldsomt jordskælv, der har medf... Læs mere
Volvo bruger AI og virtuelle miljøer til at forbedre sikkerheden Volvo går forrest i jagten på mere sikker kørsel – med banebrydende AI og v... Læs mere
Audi tager banebrydende skridt med virtuel styring i karrosseriproduktion Audi skaber verdensnyhed med virtuel produktionsstyring i karrosseriafdelingen o... Læs mere
Opel sætter ny standard for sædekomfort i Grandland og Astra Opel tager komfort og bæredygtighed til nye højder med avancerede ergonomiske ... Læs mere
Mercedes-Benz sætter ny standard for bæredygtighed med ny CLA-model Mercedes-Benz tager endnu et skridt mod en grønnere fremtid med lanceringen af ... Læs mere