Andre nyheder

ons, 13 mar 2024

Tilfredsheden med psykiatrien stiger trods flere patienter

Ambulante patienter er generelt mere tilfredse end indlagte patienter i psykiatrien. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Ambulante patienter er generelt mere tilfredse end indlagte patienter i psykiatrien. (Arkivfoto).

Selv om psykiatrien i Danmark skal behandle flere og flere patienter, så går det ikke ud over tilfredsheden.

Det viser en ny undersøgelse under navnet Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

På børne- og unge-området svarede 75 procent i 2023, at de "i høj eller meget høj grad er tilfredse" mod 68 procent året før.

For voksne ligger andelen på 73 procent. Det er dog ifølge Danske Regioner ikke muligt at sammenligne med tidligere år grundet en ny opgørelsesmetode.

Blandt forældre og pårørende var andelen med høj tilfredshed i 2023 81 procent mod 76 procent i 2022.

12.000 personer deltog i undersøgelsen, der blev udført i løbet af sidste år.

- Vi er glade for alle de mange besvarelser. Både den ros der gives, og også for svar som vi kan bruge til at sætte ind på forhold i psykiatrien, der skal blive bedre, siger formand for Danske Regioners psykiatri- og socialudvalg, Jacob Klærke (SF).

Af pressemeddelelsen fremgår det, at psykiatrien i 2023 behandlede næsten 150.000 patienter, hvilket er 26 procent flere end ti år tidligere.

- Vi skal have kapaciteten op og hjælpe flere bedre og tidligere, men medarbejderne kan med stolthed rette ryggen og glæde sig over det flotte resultat, siger Klærke.

Ambulante patienter er generelt mere tilfredse end indlagte patienter i psykiatrien.

Ifølge Klærke kan det hænge sammen med, at de indlagte er de mest syge.

Trods de positive resultater er der ifølge udvalgsformanden stadig plads til forbedring.

- Vi skal videre og bruge undersøgelsen konstruktivt til at nå endnu bedre resultater næste år, siger Klærke.

Folketinget vedtog i 2022 en 10-års-plan for psykiatrien, der tilfører 0,5 milliarder kroner ekstra til området hvert år.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere