Andre nyheder

søn, 24 mar 2024

To medarbejdere har forladt efterskole efter mistanke om grooming

Tidligere elever fra Gudenaadalens Efterskole i Østjylland har modtaget grænseoverskridende beskeder fra to ansatte på skolen, lyder det fra forstander. Begge personer er blevet politianmeldt og er ikke længere ansat på skolen, siger forstanderen. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Tidligere elever fra Gudenaadalens Efterskole i Østjylland har modtaget grænseoverskridende beskeder fra to ansatte på skolen, lyder det fra forstander. Begge personer er blevet politianmeldt og er ikke længere ansat på skolen, siger forstanderen. (Arkivfoto).

En lærer på Gudenaadalens Efterskole i den østjyske by Ulstrup er blevet bortvist grundet en mistanke om grooming.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Læreren blev bortvist fredag. Vedkommende er også blevet anmeldt til politiet.

Avisen skrev tidligere på ugen om en lignende sag fra samme efterskole.

Her er der tale om en medarbejder, der på et tidligere tidspunkt er fratrådt sin stilling. Også denne person er blevet anmeldt til politiet.

Forstanderen på Gudenaadalens Efterskole, Jesper Emil Sørensen, bekræfter oplysningerne over for Ritzau.

Han oplyser ikke, hvornår medarbejderen i den første af sagerne fratrådte sin stilling.

I begge tilfælde er der ifølge forstanderen tale om, at der er blevet skrevet upassende ting til tidligere elever på skolen.

- Det handler om særdeles grænseoverskridende adfærd og kommunikation med unge under 18 år.

- Nogle af de beskeder, jeg har set, er af en sådan kaliber, at vi vurderer, at der kan være tale om grooming. Derfor har vi valgt at politianmelde det, siger Jesper Emil Sørensen.

Grooming blev maj 2023 gjort selvstændigt ulovligt i Danmark og fik dermed sin egen paragraf i straffeloven.

Ordet dækker over, at en person over tid opbygger en relation til en mindreårig med det formål at kunne få barnet til at indgå i en seksuel relation.

Forstander Jesper Emil Sørensen oplyser ikke, om han har kendskab til, at der skal være foregået fysiske overgreb i de to sager.

Han går heller ikke nærmere i detaljer med, hvad den grænseoverskridende kommunikation har indeholdt.

Det skyldes, at der er tale om personfølsomme oplysninger, som han derfor ikke vil dele.

- Det, jeg kan sige, er, at det er grænseoverskridende og særdeles uacceptabel adfærd. Mine medarbejdere er i chok, og det er desuden min klare overbevisning, at ingen af dem har kendt noget til det her.

- Jeg kan også med sindsro sige, at vi i ledelsen har reageret på de her sager, så snart vi fik kendskab til dem, siger Jesper Emil Sørensen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Minister vil se på om værft kan servicere skyggeflåde og søværnet Skibe fra søværnet serviceres på dansk værft side om side med skibe, som und... Læs mere
Fitnesskæde får bøde på 600.000 kroner for vildledning af forbrugere Arca gjorde ikke tydeligt opmærksom på, at man blev tilmeldt et løbende abonn... Læs mere
Danske kampfly og skibe bidrager til overvågning i Østersøen Danmark bidrager til Nato-indsats med blandt andet fly og skibe, oplyser Forsvar... Læs mere
Myndigheder får lettere ved at håndtere forbud mod ulovlige bander Politi og øvrige myndigheder skal med ny lov få bedre muligheder for at sætte... Læs mere
Medier: Ansatte har i flere år oplevet seksuel chikane i advokatfirma Djøf mener, at der er tale om et alvorligt ledelsessvigt i Plesner. Ledende par... Læs mere