Andre nyheder

ons, 06 nov 2024

Trump-føring sender japansk aktieindeks i vejret på svækket yen

Japanske investorer tror på højere afkast på amerikanske statsobligationer, hvis Donald Trump bliver valgt som USA's næste præsident.
Richard A. Brooks/Ritzau Scanpix Japanske investorer tror på højere afkast på amerikanske statsobligationer, hvis Donald Trump bliver valgt som USA's næste præsident.

Donald Trumps føring i det amerikanske præsidentvalg har svækket den japanske yen og dermed givet aktieindekset Nikkei 225 en stigning på 3,06 procent i den tidlige handel onsdag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Efter det indledende hop faldt indekset igen til 2,20 procent højere, end det lukkede tirsdag.

Investeringsselskabet IwaiCosme Securities giver æren for stigningen til det amerikanske præsidentvalg, hvor republikaneren Donald Trump tidligt onsdag morgen fører.

- Da Trumps dominans i høj grad var forventeligt i valgets tidligere timer, steg amerikanske renter og terminer i eftermarkedet, og banker, forsvarsselskaber og techselskaber vandt frem i Tokyo, lyder det fra selskabet.

Dollaren steg mere end en procent mål mod den japanske yen til 154,33 yen.

Jo svagere yennen er, desto bedre er det ifølge AFP for eksport af japanske varer, da det øger overskuddet på eksport.

Banker var iblandt de helt store vindere i Tokyo, hvor Mitsubishi UFJ Financial Group steg 4,68 procent, og Sumitsomo Mitsui Financial Group steg 5,45 procent.

Analytikere mener, at investorerne satser på højere afkast på amerikanske statsobligationer, hvis det amerikanske folk vælger Donald Trump som præsident.

Seks svingstater mangler fortsat at blive afgjort, men tendenserne fra dem gør, at flere amerikanske medier har Trump som favorit til at vinde valget.

Den store amerikanske avis The New York Times laver løbende en analyse af, hvem der ligger til at sikre sig præsidentposten. Her står Trump klokken 05.30 dansk tid til at have 89 procents chance for at vinde valget.

The New York Times beskriver det som "sandsynligt", at Trump vinder.

Den formulering ligger på avisens barometer et sted mellem, at det læner sig op ad en Trump-sejr, og at en Trump-sejr er meget sandsynlig.

Trump og Harris jagter begge det magiske tal 270. Det er antallet af valgmænd, man skal bruge for at sikre sig præsidentposten.

De seks svingstater, som mangler at blive afgjort, er Arizona, Georgia, Michigan, Nevada, Pennsylvania og Wisconsin.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere